Overdådig kaffefest ved Danmarks største kaffefestival
Ønsker du at få en særpræget kaffeoplevelse? Så skal du fra den 1. – 3. marts besøge Danish Coffee Festival i Valby. Specialty Coffee Association, som står bag Danish Coffee Festival, præsenterer her endnu en gang Danmarks største kaffefestival. Festivalen, der har etableret sig som kaffens højborg, vil igen i år slå dørene op for kaffeentusiaster og nysgerrige sjæle til et brag af aromaer og smagsoplevelser. Kaffefestivalen vil være vært for nogle af landets dygtigste baristaer og ristenørder, der vil demonstrere deres færdigheder og kreativitet inden for kaffekunsten. Gæsterne kan forvente ekspertise og nyskabelse på højeste niveau – og få mulighed for at smage på nogle af verdens bedste kaffer.