Stadig flere børn og unge bruger nikotinposer og andre produkter med afhængighedsskabende nikotin. Mange vil gerne stoppe, men har svært ved det. Som led i regeringens forebyggelsesplan bliver der derfor nu afsat 62 mio. kr., som kommunerne kan ansøge om for at styrke deres ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge.

Foto ABW

Koncentrationsbesvær, hovedpine og søvnløshed. Det er nogen af de symptomer, man kan opleve, hvis man forsøger at stoppe med at ryge eller bruge nikotinprodukter. Det gør det svært at kvitte nikotinen, og derfor har mange børn og unge behov for professionel hjælp til at komme af med deres last. Men i dag er der stor variation i ryge- og nikotinstoptilbuddene til børn og unge på tværs af kommunerne, og mange kommuner oplever, at det er svært at arbejde med nikotinafvænning til børn og unge.

Som led i en ny forebyggelsesplan besluttede SVM-regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet i november sidste år derfor at afsætte 62,1 millioner kr. til en 4-årig udviklingspulje, som skal styrke tilbuddene og bidrage til udviklingen af nye modeller for indsatsen i kommunerne.

Og nu er det muligt for kommunerne at søge om del i midlerne.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

Mange børn og unge ønsker eller har allerede forsøgt at stoppe med at bruge tobaks- og nikotinprodukter, men det kan være svært, når man først er blevet afhængig. Derfor skal vi være klar til at række en hånd ud og hjælpe dem, som har brug for at få bugt med afhængigheden. Og vi giver nu kommunerne mulighed for at styrke deres ryge- og nikotinstoptilbud målrettet børn og unge, samtidig med at vi kan blive klogere på, hvilke konkrete tilbud der med fordel kan bredes ud til flere kommuner.

Den nye udviklingspulje skal blandt andet bidrage til, at kommunerne .får bedre kompetencer til at arbejde med nikotinafvænning målrettet børn og unge, og at tilbuddene tilpasses målgruppen. Derfor kan der søges om støtte til udvikling og afprøvning af stoptilbud i børn og unges nærmiljø; fx grundskoler, efterskoler, ungdomsuddannelser og foreninger.

Puljen skal samtidig bruges på at udvikle en eller flere modeller for kommunale ryge- og nikotinstoptilbud målrettet børn og unge, der kan sættes i drift i alle kommuner.

Læs mere om udviklingspuljen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs her.