Københavns Kommune har midlertidigt forkortet sin egen betalingsfrist til virksomheder for at øge deres likviditet under corona og perioden med energikrise og stigende inflation. På baggrund af positive tilbagemeldinger fra erhvervslivet, har Økonomiudvalget nu besluttet at gøre ordningen permanent, så virksomhederne får betaling fra kommunen indenfor gennemsnitligt fem-seks dage i stedet for 30 dage.

Foto ABW

Københavns Kommune er blandt landets største indkøbere. I 2023 handlede kommunen med private firmaer for 16 milliarder kroner til alt fra byggeri til indkøb af fødevarer til skoler og daginstitutioner.

I stedet for at modtage betaling fra kommunen efter 30 dages modtagelse af fakturaen, bliver betalingen nu fremrykket til i gennemsnit fem – seks dage. Det har Økonomiudvalget på Københavns Rådhus besluttet på et møde tirsdag aften. Med beslutningen holder kommunen derfor fortsat hånden under virksomhedernes likviditet.

”Uden de københavnske virksomheder vil København ikke være den fantastiske by, den er i dag. Virksomhederne er med til at drive byens udvikling og er arbejdspladser for rigtig mange københavnere. Kommunen må aldrig blive en stopklods for deres arbejde. Nu sender vi et klart signal om, at hvis man handler med kommunen, så får man sine penge meget hurtigt,” siger overborgmester og forperson for Økonomiudvalget, Sophie Hæstorp Andersen.

En tilsvarende ordning har været gældende midlertidigt fra december 2022 frem til nu for at give en økonomisk håndsrækning til firmaer, der er presset af energi- og inflationskrisen. Ligesom ordningen også har været indført midlertidigt under corona.

Ved at fastholde en kort betalingsfrist fremfor at gå tilbage til en frist på 30 dage, undgås et samlet tab i likviditet på op mod 1 mia. kr. for de virksomheder, kommunen handler med.

Københavns Kommune har undersøgt, hvordan den midlertidige ordning blev taget imod af virksomhederne. Ud af 200 virksomheder, har knap halvdelen svaret i Erhvervsservicemålingen for 2024, at de i meget høj grad eller i høj grad mener, at Københavns Kommunes betaling af fakturaer er blevet bedre efter indførelsen af straksbetaling.

DI Byggeri Hovedstaden, der repræsenterer flere af de virksomheder, Københavns Kommune handler med, ser positivt på initiativet:

“Det er fantastisk, at Københavns Kommune har lyttet til virksomhederne og fremover viderefører straksbetaling af fakturaer. I DI Byggeri Hovedstaden er det et stort ønske, at virksomhederne får deres betaling så hurtigt som muligt, når de har udført en opgave for kommunen, da det har stor betydning for virksomhedernes likviditet. Og derfor vil jeg gerne kvittere for, at Københavns Kommune har permanentgjort straksbetaling af fakturaer. Det er virkelig en god dag for virksomhederne i København”, siger Mads Raaschou, bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden.

Kilde.