Efterforskningen af et muligt cykeltyveri førte i går til, at Københavns Politi fandt flere af de kunstværker, der natten til den 31. marts blev stjålet ved et indbrud i et galleri. To personer er blevet varetægtsfængslet sigtet for groft hæleri.

Et tip fra en cykelejer, der havde meldt sin cykel stjålet, førte i går en patrulje frem til en adresse i Sydhavnen, hvor cykelejeren via en GPS, kunne spore sin cykel.

Det var dog noget mere end en stjålen cykel, der dukkede op på adressen. Ved den efterfølgende ransagning på stedet blev der blandt andet beslaglagt flere el-ladcykler og almindelige el-cykler, 11 i alt som alle formodes stjålet, men samtidig blev der også fundet en række kunstværker, der natten til den 31. marts blev stjålet fra et københavnsk galleri.

På adressen blev der truffet to mænd på henholdsvis 32 og 40 år. De blev anholdt og sigtet for groft hæleri. De to mænd er i dag blevet varetægtsfængslet i 14 dage, efter de bag lukkede døre blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Københavns Politi leder fortsat efter gerningsmændene i indbrudssagen og udsendte for nylig en efterlysning med billeder af fem mistænkte personer. I alt mistænker politiet syv mænd og en kvinde for indbruddet, men der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

”Vi er selvfølgelig interesserede i at vide, hvordan de to anholdte er kommet i besiddelse af de stjålne kunstværker, og det er en del af den omfattende efterforskning, vi har i gang i forbindelse med indbruddet,” siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi.

Kilde Københavns Politi.

Foto ABW