Regeringen og partierne bag Finansloven 2024 har udmøntet midler til akutområdet i alle fem regioner. Midlerne skal sikre flere akutbiler på vejene rundt i landet, flere ambulanceelever og så skal succesen med Sociolancen udvides til flere kommuner i Region Hovedstaden.
Region Hovedstaden bliver de kommende år styrket på akutområdet, og det gavner akut syge eller skadede borgere, inden de ankommer til hospitalet. Regeringen og partierne bag Finansloven 2024 har i dag udmøntet midler til akutområdet i alle fem regioner. I alt har Region Hovedstaden fået tilsagn om 15,8 mio. kr. til det præhospitale akutområdet for 2024 og en forventning om årlige tilsagn på ca. 24 mio. kr. for de kommende tre år.
Som det eneste sted i landet har Region Hovedstaden og Københavns Kommune de seneste år sammen kørt Sociolancen, som er en opsøgende og forebyggende indsats rettet med socialt udsatte borgere. Region Hovedstaden har med udmøntningen af Indenrigs- og sundhedsministeriets pulje for akutområdet fået tilsagn til en ansøgning om at udvide Sociolancen til flere kommuner.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er glad for muligheden for at styrke den opsøgende indsats over for særligt sårbare.
“Jeg har selv kørt med Sociolancen flere gange og har oplevet, hvordan den gør en enorm forskel for mennesker, som ofte lever lidt på kanten af samfundet. Sociolancen møder borgerne, der hvor de er og kan hjælpe både med en sundhedsfaglig og socialfaglig indsats. Det er mit indtryk, at der bliver flere og flere kørsler. Det viser mig, at der er behov for Sociolancen – og jo nok også uden for København. Vi vil gerne udbrede Sociolancen til flere kommuner, så endnu flere mennesker kan få den særlige hjælp, som Sociolancen tilbyder,” siger Lars Gaardhøj.
Akutpuljen har fokus på det præhospitale område, og her har Region Hovedstaden bl.a. fået midler til en akutbil i Hornbæk, nyt udstyr til diagnosticering i regionens flåde af akutbiler og midler til at øge uddannelsen af ambulancebehandlere. Formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg Christoffer Buster Reinhardt (K) er glad for de tilførte midler og en styrkelse af akutområdet.
“Det er afgørende, at man kan være tryg ved at få hurtig hjælp, uanset hvor i Region Hovedstaden man befinder sig. Vi har i de seneste år med succes sat flere akutbiler på vejene, og vi har længe ønsket en akutbil til Hornbæk-området. Akutbilerne er placeret decentralt og kan være hurtigt fremme. Og så aflaster de ambulancerne og kan også bruges ved mindre alvorlige hændelser, hvor borgeren kan blive behandlet på stedet og slippe for en tur på hospitalet. Vi har i Sundhedsudvalget specifikt ønsket at få en akutbil til Hornbæk, hvilket vi nu kan realisere med midlerne. Der er en landsdækkende mangel på ambulancebehandlere, og med de tilførte midler kan vi både uddanne flere behandlere men også give uddannelsen et yderligere kvalitetsløft, så nye behandlere kan være med til at tilbyde hurtig og højt kvalificeret hjælp til akutte patienter på stedet,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Også bornholmerne får glæde af udmøntningen af midler til akutområdet, da Region Hovedstaden og Bornholms Hospital har fået tilskud til opførelsen af et nyt tankanlæg til akuthelikopteren, som i akutte tilfælde bringer patienter mellem Bornholm og Rigshospitalet.