Kærlighed kender ikke lokation. I det nye år kan man blive viet hele 29 steder i København, når Vielseskontoret i København lancerer det største program nogensinde udi konceptet ’Vie i det fri’.
Vil du giftes på den historiske Gamle Scene på Det Kongelige Teater, drømmer du om at sige ”ja!” til dit livs udkårne i Tivoli eller har du alle dage ønsket at forsegle kærligheden i Kulturtårnet på Knippels bro?
Så har du nu chancen, ligesom en lang række andre særlige lokationer i 2023 danner ramme om en række borgerlige vielser, når Københavns Kommunes Vielseskontor igen i 2023 skruer op for konceptet ’Vie i det fri’.
Hele fem nye steder har fundet vej til næste års ’Vie i det fri’-program.
For første gang kan man give sit livs ja i vandtårnet i Brønshøj, ved Anløbet i Sydhavnen, i Villa Kultur, i Skuespilhuset eller til tonerne af sprød jazz på en kanalbåd i Christianshavns Kanal.
Det koster mellem 950 og 4.000 DKK at blive viet i det fri, afhængigt af lokation og indhold i vielsen, og det kræver bekræftet tilmelding på forhånd.
Man kan allerede nu læse mere om mulighederne for at blive viet i det fri: “Vie i det fri” | I DO CPH (kk.dk)
Her kan du blive viet i det fri i 2023
- Skuespilhuset
- Villa Kultur , Østerbro
- Vandtårnet i Brønshøj
- Anløbet, udendørs
- Sankt Hans Vielser i Fælledparken
- Jazz-vielser på Kanalbåd
- Copenhill
- Vielse i Tivoli, sommer
- Byoasen
- Det Kongelige Teater, Gl. Scene
- Rådhushaven
- Tivoli, vinter
- Den Kongelige Bibliotekshave
- Skonnerten Halmø
- Kongens Have
- Kulturtårnet
- Pride vielser i Ørstedsparken
- Amager Strandpark
- Glyptoteket
- Rådhushaven
- Operaen
Fakta: Vielser i det fri
- Vie i det fri er Københavns Kommunes vielsestilbud, hvor par kan blive viet på særlige steder i byen ved en række på forhånd fastsatte vielsesarrangementer i løbet af året.
- Vie i det fri har eksisteret siden 2012.
- I 2021 blev 406 par viet ved et Vie i det fri-arrangement og i 2022 blev 459 par viet i det fri.
- Udover ”Vie i det fri” kan man også booke en giftefoged på det sted og tidspunkt man ønsker.