Hvis dit toilet løber, er der mange penge at spare ved at få det stoppet. Måske er det ikke synligt at det løber, men HOFOR har tre små tips til at tjekke om du skyller penge og rent drikkevand ud i toilettet.
Har du tjekket om dit toilet løber? Hvis det gør, så hælder du faktisk husholdningspengene lige ned i kloakken – måske skulle du i anledning af FNs toiletdag lige få det tjekket.
Den 19. november er FNs internationale dag for toilettet. Man skulle ikke tro det, men sådan en dag findes faktisk. Heldigvis har de fleste danskere deres eget toilet i privaten, men på verdensplan er der stadig millioner uden adgang til træk og slip. I HOFORs forsyningsområde er der ifølge Danmarks Statistik 390.445 toiletter i private boliger og det betyder, at der i gennemsnit er to borgere om hvert toilet.
Så hælder du penge i din kloak?
I anledning af toiletdagen sætter HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, fokus på toilettets fortræffeligheder og hvordan man passer bedst på det. Du kan ende med at spare tusindvis af kroner ved at få ordnet et toilet der løber. Sådan her tjekker du om dit toilet løber:
Kig i overfladen efter uro
Kig bagest i toilettet om der er kalkstriber – det er et tegn på, at toilettet løber
Sæt noget toiletpapir fast bagerst i toilettet og tjek om der løber vand ned på papiret.
Hvis du opdager at dit toilet løber, så er der penge at spare. Selv når du ikke kan se det med det blotte øje, så kan der være op mod 6.000 kroner at spare og hvis det løber så du kan se det, kan der være helt op mod 10.000 kroner at spare.
Ønsker du at vide mere kan du besøge HOFOR facebookside ved at klikke her