Københavns Politi har i dag anholdt seks unge, som sigtes for drabsforsøg den 27. januar på Nørrebro.
I en koordineret aktion blev seks unge mænd i dag anholdt og sigtet for et drabsforsøg, der fandt sted i et supermarked på Nørrebrogade den 27. januar. Ved overfaldet blev en 22-årig mand stukket med kniv og var efterfølgende i livsfare. En af de anholdte sigtes desuden for et andet drabsforsøg, da et vidne til overfaldet også blev stukket, også han var i livsfare.
Dagens anholdelser er sket som led i efterforskningen af de knivstikkerier, som politiet mener er en del af et opgør mellem to grupperinger fra henholdsvis Nørrebro og Nordvest.
De anholdte er mellem 16 og 20 år, og fire af dem sad i forvejen varetægtsfængslet for andre sager med relation til stridighederne mellem de to grupperinger. De to andre blev anholdt på to adresser i København.
”Det er en meget grov sag, og det tyder på, at gerningsmændene er gået målrettet efter den 22-årige. Samtidig blev en helt tilfældig borger også alvorligt såret, og det siger noget om, hvor voldsparate de her gerningsmænd har været,” siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.
Da de anholdte har tilknytning til bandemiljøet, er de også sigtet efter straffelovens § 81 a, den såkaldte bandeparagraf, der kan udløse dobbeltstraf. De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.