Nørrebro Lokaludvalg mener, at Folkeskolen spiller en helt central rolle ift. sammenhængskraften i bydelen. De skriver i en pressemeddelelse:

Foto ABW

Det er her lokale børn og unge møder hinanden og Folkeskolen kan være med til at sikre, at vi mødes på tværs af den mangfoldige samling af beboere på Nørrebro, vi er. Men vi har den udfordring i bydelen, at kun omkring halvdelen af Nørrebros børn starter i den lokale distriktsskole. De negative fortællinger om Folkeskolen og den måde enkelte folkeskoler i forskellige perioder skal bære på negative historier, vil vi gerne arbejde for at ændre ved at arbejde for Folkeskolens rolle som ”driver” i lokalsamfundet.

Her på Nørrebro har vi fem gode folkeskoler, der allerede nu har mange tråde rettet mod deres lokalområder: Rådmandsgades Skole, Nørre Fælled Skole, Guldberg Skole, Blågård Skole og Nørrebro Park Skole. Vi vil gerne understøtte endnu mere liv ude på skolerne i form af arrangementer for skolens forældre og børn primært, men også med mulighed for at trække lokalområdet ind til fx folkekøkkener, musik i frikvarterne, åben scene på skolen, kunstworkshops eller noget helt femte.

Søg midler til en aktivitet!
Derfor har vi i år øremærket i alt 50.000 kr. til liv på skolerne og arrangementer, der åbner skolerne op for lokalområdet her i 2025. Vi tager derfor imod ansøgninger til aktiviteter på Guldberg Skole, Nørrebro Park Skole, Rådmandsgades Skole, Nørre Fælled Skole og Blågård Skole.

Ansøgeren kan være skolen, en lærergruppe, skolebestyrelsen, en forening og/eller en forældregruppe – vi ser meget gerne et samarbejde!

Aktiviteten kan være folkekøkken, musik i frikvarterne, åben scene på skolen, kunstworkshops eller noget helt femte. Man kan søge til store og små arrangementer, men maksimalt 20.000 kr. pr. ansøgning og i udvælgelsen vil vi prioritere at aktiviteterne bliver spredt ud på så mange skoler som muligt.

Kriterier

  • Aktiviteten skal foregå på én af de fem nævnte skoler
  • Deltagelse af minimum 50 personer
  • Aktiviteten skal være for skolens børn/familier, men også med mulighed for at invitere lokalområdet ind
  • Aktiviteten skal ligge udover skolens almene drift og kan ikke være et lukket arrangement for en eller få klasser
  • Aktiviteten skal foregå inden for året 2025

Ansøgningsfristen er den 1. april 2025
Find ansøgningsskema her

Inspiration
I 2023 støttede vi tre jazzkoncerter i spisefrikvarteret på tre af Nørrebro skoler. Her er det på Nørrebro Park Skole, men det var også på Rådmandsgades Skole og på Guldberg Skole. Det var et så godt initiativ, som foreningen Nye Fællesskaber stod bag.