​Regionens arbejde med at oversætter lægefaglige termer til hverdagsdansk og kommunikere på et letforståeligt sprog belønnes med Sprogprisen 2022.

Foto ABW

‘Du indkaldes hermed til undersøgelse på afdeling for gastroentereologi, og du skal i den forbindelse først forbi klinisk biokemi for at få taget en prøve.’ For de fleste er de latinske fagtermer på hospitaler, afdelinger og afsnit fremmede og uforståelige, og derfor er Region Hovedstaden i gang med et større projekt med at fordanske afdelingernes navne og generelt gøre sproget i indkaldelser og information til patienter lettere at forstå. En indkaldelse til afdeling for mave-, tarm- og leversygdomme og et smut forbi hos blodprøvetagning er lettere at forstå og forholde sig til, og med skilte og indkaldelser skrevet på et letforståeligt dansk, er målet at gøre et ellers stressende og skræmmende besøg på hospitalet mere behageligt og velkommen.

Regionens arbejde med fordanskning og forenkling af navne og letlæselige skilte og patientinformationer er taget godt imod af patienter og pårørende, som har indstillet regionen til året Sprogpris.

“Sundhedsverden har i mange år været udfordret af en stor afstand mellem afsendernes fagsprog og modtagernes pressede og ofte skrøbelige virkelighed. I denne verden er der brug for god formidling og brobygning mellem to så forskellige udgangspunkter, og når det så sker og virker, så er det en ekstraordinær pris værd. Det er dette vigtige og flotte arbejde, som vi med Sprogprisen belønner Region Hovedstaden for i år,” fortæller Anne Katrine Lund, formand for Sprogprisens dommerkomité.

Et langt sejt træk
Det er syv år siden, at Region Hovedstaden startede projektet ‘Ventet og Velkommen’ op, og de danske afdelingsnavne er en del af et større arbejde med at forenkle og forbedre hospitalernes skriftlige information til patienter ved indkaldelser til behandling, plakater – og ikke mindst på skilte og oversigtskort. Projektet ligger i tråd med regionens politiske målsætning om at højne tilfredsheden blandt patienter og skabe større lighed i sundhed blandt regionens borgere, og her spiller sproget og formidlingen mellem sundhedspersonale og patienter en enorm vigtig rolle.

“Det skal være slut med at tale til patienten på et sprog, som de ikke forstår. Læger, sygeplejersker og andre medarbejdere skal bruge ord og udtryk, som patienterne forstår og føler sig trygge ved, og vi skal gøre, hvad vi kan for ikke at skabe afstand mellem den sundhedsfaglige medarbejder og dem, som er i centrum for vores behandling,” siger Marie Kruse, Direktør i Region Hovedstadens Center for Politik og Kommunikation.

Arbejdet med at ændre og oversætte afdelingsnavne er stort og har arme ind i mange systemer og arbejdsgange på regionens hospitaler. Alle regionens hospitaler har endnu ikke gennemgået den store fordanskning, da særligt coronapandemien ændrede fokus for regionens arbejde med at kommunikere til patienter og borgere. Men for Marie Kruse er det en stålfast ambition at få fokus tilbage på det store igangværende arbejde:​

“Det er supervigtigt, at vi igen får prioriteret projektet, så arbejdet kan fortsætte på alle regionens hospitaler. Jeg er sikker på, at det fortsat er en politisk ambition at byde patienter og pårørende velkomne med et sprog og en skiltning, som de forstår og genkender. Vi har et lille stykke vej endnu, men når vi bygger nyt, er det altid med danske navne. Og så handler det bare om at få politisk opbakning til også at få resten af de gamle bygninger med”.

Baggrund for Ventet og Velkommen

  • Danske navne og vejvisning er en del af et større og mangeårigt tiltag for at forbedre patienters oplevelse af tilgængelige hospitaler i Region Hovedstaden.
  • Øvrige indsatser er entydige telefonnumre og faste telefontider, skriftlige patientinformationer, frie besøgstider og indbydende venterum. Arbejdet med skiltning og vejvisning med danske navne og den forenklede skriftlige patientinformation prioriteres fortsat højt i Region Hovedstaden.
  • Vejvisning med de danske navne er indført på Herlev og Gentofte Hospital og Rigshospitalet. Bornholms Hospital var pilotprojekt. De øvrige hospitaler i regionen er i gang.
  • De regionale principper for vejvisning og for udformning af regionens skiltning er baserede på analyser af patienter og pårørendes bevægemønstre og anvendes nu konsekvent ved ny-og omskiltning.
  • Der ligger fortsat en omfattende informationsopgave i at få medarbejdere til at anvende de nye navne samt at konsekvensrette alt materiale.

Læs mere om Sprogprisen og  dette års vindere: https://sprogprisen.dk/  ​

Kilde.