Danmarks Statistik skriver bl.a. dette i sit nyhedsbrev om, hvordan priser stiger i forskellige områder i Danmark. Se hvordan det ser ud i din kommunes region:
EJENDOMSSALG (MD.) JANUAR 2019
På landsplan steg priserne for enfamiliehuse med 2,2 pct. i januar 2019 i forhold til samme måned 2018. Dette dækker imidlertid over regionale forskelle, idet priserne i Region Syddanmark steg dobbelt så meget (4,1 pct.) som landgennemsnittet, mens priserne i Region Midtjylland var uændret (minus 0,1 pct.). I modsætning til priserne på landsplan for enfamiliehuse faldt priserne for ejerlejligheder i samme periode med 0,7 pct.
HURTIGERE OG MERE DETALJEREDE TAL FOR EJENDOMSSALG
Fra og med denne offentliggørelse vil formidlingen af ejendomssalgsstatistikken komme hurtigere. Det er også nyt, at månedstallene fremover bliver udvidet med en regionalfordeling for enfamiliehuse, mens tallene for ejerlejligheder i Region Hovedstaden ligeledes offentliggøres månedligt. Samtidigt vil månedstal, kvartalstal og årstal blive offentliggjort på samme tidspunkt hver måned. De endelige tal for en periode vil foreligge et år efter første offentliggørelse. Dette betyder også, at der nu offentliggøres foreløbige årstal mod tidligere kun endelige årstal. De historiske tal er ligeledes blevet beregnet med samme metode. Vær opmærksom på, at grundet denne tilpasning (harmonisering af månedstal, kvartalstal og årstal) kan de historiske prisindeks være justeret. Derudover har Skat foretaget en årlig opdatering af de tinglyste handler, som kan medføre mindre ændringer i tallene.
PRISERNE PÅ ENFAMILIEHUSE I SYDDANMARK UÆNDRET DE SENESTE TI ÅR
Selvom priserne for enfamiliehuse er steget mest i Region Syddanmark de seneste tre måneder, har priserne over en 10-årig periode været uændret for denne region. I denne 10-årige periode er priserne på landsplan steget med 15,4 pct., mens priserne i Region Hovedstaden er steget mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet over de seneste ti år. I samme periode er priserne på ejerlejligheder på landsplan steget med 54,6 pct.