Mand dræbt efter knivstik
En 32-årig udenlandsk mand blev i nat dræbt i et knivstikkeri, der fandt sted i og omkring en bus på Nørrebro Station. Politiet fik onsdag kl. 23.46 en anmeldelse om slagsmål mellem to personer. Fremme på stedet fandt politiet den 32-årige mand, som var blevet stukket med en kniv. Manden blev med det samme kørt til hospitalet, hvor han senere blev erklæret død. Mandens pårørende er endnu ikke underrettet, og hans nationalitet er ikke fastlagt med sikkerhed. Der er endnu ikke foretaget anholdelse i sagen, og er der borgere, som har oplysninger om sagen eller set mistænkelige personer i området omkring Nørrebro Station efter drabet, bedes de kontakte politiet på tlf. 1-1-4.