Formodet drabsmand identificeret i sag om drabet på Roujan Ismaeel i 1995
Syv-årige Roujan Ismaeel blev fundet dræbt i en baggård i Rådmandsgade på Nørrebro om eftermiddagen tirsdag den 13. juni 1995. Indtil nu har sagen om drabet på hende været uopklaret, men nu har forbedrede muligheder for DNA-beregninger endelig identificeret en formodet gerningsmand. Den formodede gerningsmand døde i 2012. Han har været mistænkt i drabssagen igennem en årrække, men det er først nu gennem nye DNA-resultater, at det samlede bevisgrundlag har været tilstrækkeligt til, at anklagemyndigheden har valgt at lukke sagen og anser den for opklaret.