Kunderne kan igen bestille flextur over telefonen. Alt de skal gøre er at oprette sig én gang med NemID på Movias selvbetjening. En egentlig abonnementsløsning forventes klar senere i år. Det oplyser MOVIA i en pressemeddelelse.
Movia har med virkning fra mandag 28. september udvidet muligheden for igen at bestille flextur telefonisk, selv om kontantbetaling i bilerne fortsat er suspenderet. Tiltaget indebærer, at man som kunde én gang skal oprette sig i selvbetjeningen med NemID og betalingsoplysninger. Herefter kan man bestille turene over telefonen – helt som man plejer. Senere på året forventer Movia at lancere en egentlig abonnementsordning, så kunderne får en faktura for deres samlede kørsel én gang om måneden, sådan som det også kendes fra Movias handicapkørselsordning.
Den udvidede adgang for borgerne til at igen at kunne bestille flextur over telefonen skal imødekomme de borgere, der har svært ved at bruge den digitale selvbetjening. Og løsningen er nødvendig, fordi der stadig ikke kan betales med kontanter i Movias flextrafik af hensyn til at undgå unødig risiko for smitte ved tæt kontakt mellem chauffør og kunde, som ofte hører til i den sårbare borgergruppe.
“I Movia er vi helt opmærksomme på, at nogle kunder har svært ved det digitale. Vi har hjulpet over 3.500 i gang, men nogle kunder kan ikke eller har ikke en pc eller netadgang. Nu kan vi tilbyde en løsning, hvor man blot én gang skal oprette sig i vores selvbetjening, og herefter kan man bestille telefonisk, helt som man plejer, så bliver beløbet automatisk trukket på ens konto”, siger Movias kommunikationsdirektør Camilla Struckmann og fortsætter: “Vi ved godt, at nogle borgere ikke har en pc eller netadgang. I de her helt ekstraordinære omstændigheder, som Corona er, håber vi, at en pårørende eller ven kan hjælpe de mennesker, som er afhængige af flextur, og som ikke har mulighed for at oprette sig digitalt. Selv sidder vi i Movia naturligvis klar ved telefonerne for at hjælpe, men det er desværre ikke lovligt for os at oprette kunden i selvbetjeningen over telefonen, selvom vi gerne ville hjælpe”.
Flextur med abonnement på vej.
Inden årets udgang er det Movias ambition at lancere en egentlig abonnementsløsning, hvor kunderne betaler for deres samlede kørsel en gang om måneden, sådan som det også kendes fra Movias handicapkørselsordning.
Det har under hele corona-epidemien været muligt at bestille flextur over telefonen til særlige formål, så som indkøb og lægebesøg. Kunder i Movias handicapkørselsordning er tilmeldt en abonnementsordning med automatisk betaling via netbank, og har derfor ikke påvirket af suspenderingen af kontantbetaling.