Movia skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Nyt Bynet:
M3 Cityringen åbnede 29. september, og 13. oktober skal busserne bindes tæt sammen med nye og eksisterende metrolinjer, bus og tog. De mange nye rejseveje betyder, at Movia bruger ugen op til åbningen af Nyt Bynet på at gøre klar ved stoppestederne, og som passager kan man derfor opleve rod i informationen ved stoppestedet i uge 41.
29. september åbnede Cityringen (M3), og for mange vil det betyde nye og hurtigere måder at komme rundt på, fordi man kan bruge metroen på hele eller dele af rejsen. Det betyder også, at busserne skal køre nye steder hen, så tog, bus og metro supplerer hinanden godt, og så man kan komme hurtigt og direkte til og fra metro og tog – ind og ud af byen. Det nye busnet hedder Nyt Bynet og åbner 13. oktober. Nyt Bynet medfører ændringer for 33 buslinjer.
Fra 7. oktober og hele uge 41 gør Movia 3.200 stoppesteder klar til Nyt Bynet. Det kan vi ikke gøre på én gang, så som passager kan du opleve rod i informationen på dit stoppested. Ved nogle stoppesteder, vil man opleve, at informationen allerede 7. oktober er klar til Nyt Bynet, og derfor først gælder fra 13. oktober. Andre steder vil informationen først blive skiftet ud natten til 13. oktober, og man vil derfor ikke opleve rod. Samtidig nedlægges 175 stoppesteder og 37 nye etableres for at gøre klar til Nyt Bynet.
“Mange af os får en ny vej til arbejde, skole og fritidsaktiviteter med Cityringen og når Nyt Bynet træder i kraft. Og det betyder også, at 3200 stoppesteder skal have ny information. Vi ved det er irriterende, at der vil være rod ved stoppestedet, men kig i stedet på bussen eller på nedtælling til næste bus, hvor informationen vil være korrekt. Du kan også tjekke rejseplanen eller din busafgang med sms 1250”, siger Movias plandirektør Per Gellert.
Man kan læse mere om Nyt Bynet og udskiftningen af informationen på stoppestederne på DOTs hjemmeside.