Opråb til Nørrebro: Vil du have lokale butikker i morgen, skal du handle i dem i dag!
Brødkunsten har drevet bageri og konditori på Nørrebro siden 2003 og har altid haft fokus på kvalitet og god service, velvidende at det var dét som gjorde forskellen fra kvaliteten i supermarkederne. Dog er der sket en ændring igennem de sidste 5 år og særligt efter finanskrisen.
“Efter ”7 magre år kommer 7 gode år” som en gammel skrøne siger. Vi havde regnet med at bøtten vendte og der skete et positivt fremskred – men det skete bare ikke”, udtaler indehaver af Brødkunsten, Helle Nielsen. “Vi er stadig status quo og mærker ikke den positive fremgang der er i samfundet lokalt og nationalt og det er ikke kun bageren der mærker det, også vores lokale slagter, Slagter Svendsen, har valgt at kaste håndklædet i ringen efter 10 år på Nørrebro. En fantastisk slagtermester der i den grad gik op i sin butik og varerne, der var superlækre og hjemmelavet.”
Helle skriver til Dit Nørrebro:
De nye bydele (ex. 2150 Nordhavn), der opstår i København i disse år, sender konstant mails med gode tilbud om billige huslejer i nye lejemål, hvorfor gør de det? Fordi når københavnerne er flyttet ind i deres lejligheder, beder de om et lokalt miljø, bestående af butikker til at handle i, og et miljø hvor der sker noget i form af mindre trafik og god stemning, ellers ender områderne med at være spøgelsesbyer til kl. 17 på hverdage – hvorfor skal man gå på gaden?
Det skal vi ikke bekymre os om på Nørrebro lige nu, men måske en dag. Jeg læste en artikel fra tv2 øst om Kalundborg (ja ja det er langt væk fra København), hvor hvert 4. lejemål står tomme i hele kommunen. Først nu bliver der reageret fra politisk side. Dér er vi heller ikke Nørrebro, men jeg ser tendenser der gør mig bekymret.
Men hvad skal vi gøre? Er det os små erhvervsdrivende der ikke gør det godt nok? Jeg kan da sagtens vende blikket indad:
En lille historie fra min lokale grøntforretning, som jeg handler i dagligt. Hans frugt og grønt er ikke altid lige så friskt, som det jeg kan få i supermarkederne, men jeg ved jo godt hvad der er problemet og det er omsætningshastigheden! Hvis min grønthandler kunne handle friske varer ind dagligt, fordi han sælger sine varer hurtigt nok, var de altid friske, men han kæmper også og sikkert kun fordi, han ikke kan gå ud og få et andet job og han sætter en ære i at tjene sine egne penge. Jeg har i den forbindelse undret mig over, at han ikke vækster, da madtrends som virkelig er i vælten, netop er frugt og grønt, i modsætning til mig, som har madtendenser at kæmpe i mod. Så hvorfor stiger min grøntmand ikke i omsætning?
Ja, der er mange sider af denne udvikling, men en ting er helt sikkert. Hvis du VIL Nørrebro, så hjælp med at bevare din bydel ved at handle lokalt – eller er det blot et spørgsmål om tid og hvem er vi så?
Dit Nørrebro siger mange tak til Helle Nielsen for debatindlæget. Har du kommentarer eller ønsker at dele din mening, så indsend gerne til redaktion@dit-noerrebro.dk
Vil du vide mere om Brødkunsten, så læs mere her. Du går absolut ikke forgæves. hvis du holder af kvalitet og nyder gode smagsoplevelser.