Interview: Morten Schwarz Lausten fra Røde Kors og Christine Worre Kann fra Teatergrad deler ud om deres samarbejde og kampen mod ensomhed
Hvordan vil I beskrive ensomhed? Og hvorfor tror I at ensomhed er et stort problem i samfundet?
Morten: Ensomhed er en følelse, der kan ramme os alle. Det er enormt vigtigt, at når vi taler ensomhed her er det en følelse og tilstand, der er invaliderende og som vi som samfund SKAL handle på. Vi kan kun gisne om, hvorfor følelsen af ensomhed stiger. Én grund kan være, at vi faktisk er blevet opmærksomme på det – for mange af de grunde vi ser er kendte; eksklusion fra fællesskaber pga. fysiske og psykiske handicap, alvorlig sygdom, social isolation, flytning, migration fra et andet land, skilsmisse eller mangel på legekammerater. Et virkelig komplekst problem, der kræver mange forskellige kompetencer for at løse.
Christine: Ensomhed er en følelse som de fleste af os kan blive ramt af fra tid til anden. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men hvis følelsen tager over, kan det blive problematisk. I øjeblikket er der en stigning af unge der føler sig ensomme i “høj” eller “meget høj grad”. Dette kræver handling. I takt med at vi bliver mere fokuseret på os selv som individer og på vores mål er der en fare for, at vi glemmer at dyrke og passe de fællesskaber der skal give os energi og hvor vi skal give energi til andre.
Teatergrad og Røde Kors har jo et samarbejde med forestillingen DE USYNLIGE, som ikke jeres første samarbejde med skoleforestillinger. Hvorfor var et samarbejde oplagt i missionen for at bekæmpe ensomhed?
Morten: Partnerskabet mellem en humanitær organisation som Røde Kors og Teatergrad gør, at vi kan formidle dette tabubelagte emne i et sprog, der engagerer publikum på en kropslig, sanselig måde.
Christine: Hvis vi skal løse store samfundsproblematikker, må vi adressere udfordringerne med mange forskellige virkemidler og tilgange. Partnerskabet mellem Røde Kors og Teatergrad er oplagt, da Røde Kors har en enorm ekspertise på området og vi kan omsætte deres viden og indsigt til medrivende teaterforestillinger. Uden hinanden ville det blive svært – sammen kan vi nå langt bredere ud.