Ryk udenfor i vinterferien, og hold fastelavn og Valentinsdag med Sundhedsstyrelsens gode råd i lommen. Februar byder typisk på flere hyggelige begivenheder. I år anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man rykker dem udendørs, fortsat kun ses med de samme få mennesker og kun i kortere tid. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi holder fast i rådene om at forebygge smitte, uanset om det er i vinterferien, til fastelavn, eller hvis man planlægger at fejre valentinsdag. Det er vigtig, at vi fortsat kun ses med de samme få personer, som vi i forvejen ser. Derfor bør vinteraktiviteter i år begrænses til hustanden eller vores faste lille omgangskreds på de samme 5 personer.

”Det er vinter, det er koldt, og vi har brug for, at der også sker nogle hyggelige ting. Selv om tiden ikke er til udlandsrejser og store sammenkomster med familie og venner, kan vinterferien stadig blive et hyggeligt afbræk fra hverdagen for både store og små. Så længe vi holder fast i de gode råd, er der stadig mange måder at hygge sig med sine allernærmeste på,” fortæller Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Hvis man mangler gode ideer til, hvad man kan lave i vinterferien, eller hvordan man holder fastelavn eller valentinsdag i en tid med corona, så har Sundhedsstyrelsen samlet lidt inspiration.

Inspiration til vinteraktiviteter
Søg udendørs.
Risikoen for at blive smittet med ny coronavirus er mindre, hvis man er udendørs. Det er lettere at holde afstand, der er masser af frisk luft, og der er typisk færre ting, som mange rører ved.
Hvis I skal være indenfor, bør I fire til fem gange dagligt lufte ud med gennemtræk 5-10 minutter.

Fastelavn
Ved fastelavn bør I finde på andre aktiviteter end at mødes til traditionelle tøndeslagning og raslen fra dør til dør. Det er arrangementer som er forbundet med større risiko for smittespredning.
I kan i stedet spise fastelavnsboller og slå katten af tønden med dem, I ser og er sammen med i forvejen. Eller lave en skattejagt til den lille gruppe, som dit barn i forvejen ser.

Vinterferie
Gå ud i haven eller gården, hvis I har mulighed for det. I kan også tage på legeplads, besøge en park, gå en tur i naturen eller skoven. Lav et bål, drik te og rist skumfiduser, og hvis sneen kommer, find kælken frem. I kan også samle familie og venner on-line til frokoster, sang eller quizzer. Eller I kan indøve et lille teaterstykke eller en sang, som I kan opføre over telefonen eller iPaden til bedsteforældre og gode venner.
Find inspiration til vinteraktiviteter på Naturstyrelsens hjemmesideUd i naturen eller Vores natur.

Valentinsdag
Kærligheden kan og skal også kunne blomstre under COVID-19-epidemien. Hvis du skal mødes med en date, så sørg for at passe på hinanden; udskyd daten, hvis en af jer har symptomer på COVID-19 eller er smittet med ny coronavirus. Vær kreativ på daten på en coronasikker måde; tag kaffen med på en gåtur, skriv et kærestebrev eller lav en picnic i sneen. Hold fast i kærligheden og de gode råd – og hold smitten på afstand.
Læs mere på https://www.sst.dk/da/corona/Forebyg-smitte/Samvaer-og-sociale-sammenhaenge.

Fastelavnsaktiviteter i dagtilbud og i grundskolen
Man kan godt holde fastelavn i dagtilbud som vuggestuer, dagpleje og børnehaver. Men tøndeslagning og andre aktiviteter skal holdes inden for de faste børnegrupper/stuer og uden deltagelse af familie og andre gæster.
For de elever fra 0. til 4. klasse, der igen møder ind til fysisk fremmøde i dag, kan der på samme måde afholdes fastelavn inden for stamklassen/holdet og med hensyn til gældende retningslinje og smitteforebyggende anbefalinger for grundskolen.
https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2021/Retningslinje—Smitte-i-grundskoler