HOFOR sænker prisen på bygas

Vaskeriet, restauranten og caféen er nogle af de kunder, der nu kan se frem til at spare penge på bygas. Fra 1. august sænker HOFOR prisen på bygas for kunder, der betaler efter forbrug, med 12 pct. 

    BYGAS BLUS.jpg    

Priserne på biogas og naturgas steg voldsomt verden over i 2021 og 2022, og efter en tid, hvor priserne er gået op og ned, er der sket et mere vedvarende fald. Det gør, at HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, nu for anden gang i år vælger at sætte prisen på bygas ned.  

HOFOR sænker prisen for kunder på Målt Forbrug, som typisk er varme- og erhvervskunder. Her falder prisen 1,25 kr./m3 – fra 10,56 kr. til 9,31 kr. pr. kubikmeter gas. Prisen for det årlige abonnement vil være den samme. Prisreduktionen omfatter også HOFORs cirka 4.000 husholdningskunder, som har valgt at afregne på Målt Forbrug, når aftensmaden skal tilberedes på gaskomfuret. 

 
Færre udgifter kommer kunderne til gode 
 

At der er sket et prisfald efter en periode med historisk høje energipriser, kommer nu kunderne til gode: 

“I HOFOR skal vi ikke tjene på at levere bygas – prisen bliver sat efter, at den skal dække de udgifter, vi har. Vi kigger derfor hele tiden på, om vores indtægter passer med de udgifter, der er. Lige nu er prisen på naturgas faldet, men samtidig er andre priser steget. F.eks. er inflationen og prisen på de anlægsarbejder, vi skal lave, stadig højere end tidligere,” siger Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR, og fortsætter: “Men så snart, vi kan se, at der ikke er balance mellem udgifter og indtægter, ændrer vi naturligvis prisen på bygas – og det har vi gjort nu.” 

 
Fastprisen blev billigere i marts 
 

Den 1. marts i år sænkede HOFOR Fastprisen, og der er ingen ændringer for kunder på Fastpris til august.  

“På trods af inflationen og øgede omkostninger til at drive vores bygasforsyning er det lykkedes os at fastholde niveauet på Fastpris. Det er stadig langt den billigste løsning for husholdningskunder, som bruger bygas til madlavning, og derfor anbefaler vi alle vores husholdningskunder at bruge dette produkt,” siger Gorm Elikofer.