Med Kommuneplan 2024 har Københavns Kommune lagt en ambitiøs plan for hovedstadens udvikling, som inkluderer tusindvis af nye boliger, grøn infrastruktur, kultur og fællesskaber.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Torsdag aften vedtog et historisk bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation forslaget til Kommuneplan 2024. Den blev enstemmigt vedtaget, og det giver kommuneplanen den bredeste opbakning i Københavns historie. Dermed er planen lagt for byens udvikling de næste 12 år.

”De kommende år bliver vi mange flere københavnere – dem skal vi skabe plads til, så København forbliver en by, vi kan bo i hele livet. Samtidig er de stigende boligpriser en kæmpe udfordring for rigtig mange Københavnere, der allerede bor i byen. Det er en bunden opgave at løse de udfordringer, og det gør vi kun ved, at vi står sammen om at tage ansvar for byens udvikling. Derfor er jeg stolt af, at vi har vedtaget en kommuneplan med et historisk bredt flertal,” siger overborgmester Lars Weiss.

Frem mod 2050 forventes befolkningstallet at stige til over 750.000 københavnere. Derfor sætter kommuneplanen rammerne for, at der kan bygges 40.000 nye boliger i de kommende 12 år. Heraf skal 10.000 være almene boliger, og 6.000 skal være ungdomsboliger.

Det sker blandt andet ved, at der åbnes op for byudvikling i nye områder af byen, samtidig med at man sætter yderligere skub for udviklingen i nogle af byens eksisterende bydele. Det gælder fx Vingelodden på Nørrebro, hvor udviklingen kan begynde med kommuneplanens vedtagelse. Og så gælder det banearealet Helgoland på Østerbro tæt på Svanemøllen Station, samt Kløverparken i Østhavnen, der i fremtiden kan udvikles til nye bydele. I Nordhavn vil udviklingen fortsætte. Det gælder fx Levantkaj Øst, Tunnelkvarteret og Skagerak-kvarteret, der skal imødekomme behovet for flere boliger og erhvervsarealer, og som bliver metrobetjent fra 2030.

Plads til alle – hele livet
Kommuneplanen fremmer også, at der kan bygges flere større familieboliger, så flere kan blive boende i byen, når familien vokser. Som noget nyt vil kommunen fremover stille krav om, at mindst 20 pct. af det samlede boligareal i nye byggerier skal indrettes til boliger på mindst 110 m².

Kommuneplanen gør det også nemmere at etablere bofællesskaber ved at nedsætte mindstestørrelsen på boligerne til 40 m². Samtidig stilles der krav til, at omfanget af fællesarealer fremover skal udgøre min. 10 procent af boligarealet.

Samtidig kan københavnerne se frem til flere grønne og rekreative områder, så endnu flere får adgang til natur og en aktiv fritid.

Kommuneplan 2024, ”Fremtidens klimavenlige hovedstad”, blev vedtaget på et møde i Københavns Borgerrepræsentation torsdag aften. Forinden har planen været i offentlig høring, hvor der kom 372 høringssvar fra københavnere og forskellige interessenter.

Læs mere om Kommuneplan 2024 her: Kommuneplan 2024 | Københavns Kommuneplan 2024

PRESSEKONTAKT
For yderligere oplysninger og kontakt til overborgmester Lars Weiss, kontakt pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen på 2137 4845 eller mail: s43w@kk.dk

FAKTA

  • Befolkningstallet i Københavns Kommune ventes at stige frem mod 2050, hvor vi vil være over 750.000 københavnere.
  • Der skal bygges 40.000 nye boliger i København i de næste 12 år. Hver fjerde skal være en almen bolig, og 6.000 skal være ungdomsboliger til studerende.
  • Boligerne skal bygges i forskellige kendte byudviklingsområder, herunder Jernbanebyen, Tingbjerg, Nordhavn, Fælledby, Valby Syd og Bådehavnsgade.
  • Kommuneplan 2024 udpeger også nye byudviklingsområder i brokvartererne: Området Vingelodden langs Rovsinggade på Nørrebro, og DSB’s værkstedsområde Helgoland ved Svanemøllen på Østerbro, hvor en udvikling kan begynde, når DSB rykker ud af deres værkstedsarealer forventet fra 2030.
  • Der tages hul på udviklingen af en hel ny bydel i Østhavnen med Kløverparken som første etape. På længere sigt kan der ske udvikling af Refshaleøen og Lynetteholm.
  • Med kommuneplanen prioriteres en bæredygtig byudvikling, hvor der udvikles stationsnært og tæt. Det skaber rammerne for en klimavenlig by, hvor det er nemt at cykle, gå eller tage den kollektive transport og hvor man bor på færre kvadratmeter og deler flere af byens faciliteter.
  • Der kan etableres op til seks nye grønne områder med en størrelse på over to hektar, svarende til cirka to fodboldbaner, i nuværende og fremtidige byudviklingsområder. De skal både rumme natur med biodiversitet og nye muligheder for kultur- og fritidsaktiviteter.
  • Kommuneplanen omfatter også krav til cykelparkering, herunder pladser til ladcykler, ligesom kommuneplanen giver mulighed for, at der i lokalplaner reserveres parkeringspladser til elbiler og delebiler.
  • Kommuneplan 2024 er enstemmigt vedtaget af alle partierne i Borgerrepræsentationen. Dermed har kommuneplanen den bredeste opbakning i Københavns historie. Den første kommuneplan blev vedtaget i 1989.

Læs pressemeddelelsen på Via Ritzau