Til årets Nat i Naturen kan du for eksempel komme tæt på fugle, flagermus og flotte natsværmere på gåture i skumringen med naturvejledere, hygge rundt om bålet eller overnatte i telt i en af de 275 statsskove med fri teltning i Danmark.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Der er flere end 120 arrangementer over hele landet, hvor du kan få en introduktion til alle de naturoplevelser, der venter om natten. Der er også rig mulighed for at bruge Nat i Naturen som anledning til at tage ud på egen hånd.

“Nat i Naturen kan forhåbentligt inspirere endnu flere til at opleve den helt særlige magi ved at være i naturen – også efter mørkets frembrud. Nat i Naturen er en fælles oplevelse, hvor vi sammen kan udforske de nataktive dyr, stjernehimlen og den unikke stilhed, der sænker sig. Der skal lyde en stor tak til de mange organisationer, frivillige og andre, der har lagt kræfter i de mange arrangementer. Der venter mange eventyr, uanset om du vil opleve naturen om natten sammen med andre eller på egen hånd”, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Initiativet er støttet af Spar Nord Fonden og er et samarbejde mellem Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen, Friluftsrådet og Naturstyrelsen.

“Vi er utrolig glade for, at Nat i Naturen er blevet en tilbagevendende succes, og at vi sammen med partnerne kan fortsætte traditionen. Hvert år imponeres vi over den store opbakning fra både små lokalsamfund og større organisationer, der skaber de fineste events. Det giver endnu flere mulighed for at opleve den særlige stemning om natten – at møde natuglen, kigge på stjerner eller mærke, hvordan verden falder til ro. Det er oplevelser, vi gerne vil give videre igen og igen”, siger Torbjørn Eriksen, konstitueret direktør i Friluftsrådet.

“Nat i Naturen er en invitation til alle børn, unge og deres forældre om at opleve naturen – ikke kun i dagslyset, men også når mørket falder på. Gennem fællesskab og friluftsliv kan vi udfordre os selv og få mulighed for at opdage naturens unikke oplevelser hele året. Det er i naturens nat, vi virkelig kan sanse, finde ro og eventyr, som inspirerer hinanden til at komme ud igen og igen”, fortæller Morten Gade, der er generalsekretær i Det Danske Spejderkorps

Vær med til Nat i Naturen

Er du klar på en nat i naturen? Find et arrangement tæt på dig – www.natinaturen.dk

Her kan du også finde en begynderguide til overnatning i naturen og inspiration til aktiviteter i natten.

Du kan også vælge at tage ud på egen hånd og sove i shelter eller telt på primitive og naturskønne overnatningspladser i det statslige naturområder i hele Danmark. En del af dem kan bookes på forhånd, men der er også mange, du spontant kan bruge efter først-til-mølle.

Du kan også sove i skovbunden i alle statslige naturområder eller slå dit telt eller en simpel overdækning op i flere end 275 skove med fri teltning.

Find steder at overnatte på egen hånd i hele Danmark på www.udinaturen.dk

Del gerne dine oplevelser på instagram under hashtagget #natinaturen.

Fem naturoplevelser i skumringen lige nu (husk at være helt stille):

  • Kronhjorte i brunst
  • Ugler, der tuder
  • Ræve og grævlinge, der lusker rundt
  • Flagermus, der jager
  • Pindsvin, der pusler

Læs her.