Region Hovedstaden har været på forkant, og sammen med repræsentanter fra Udsatterådet i Region Hovedstaden og kommunerne lagt en plan for vaccination af de mest socialt udsatte. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Region Hovedstaden har sammen med repræsentanter fra Udsatterådet i Region Hovedstaden og kommunerne lagt en plan for vaccination af de mest socialt udsatte.

De centrale sundhedsmyndigheder har nu givet grønt lys til at de mest socialt udsatte vaccineres som nogle af de første, når der igen er vacciner at få. Region Hovedstaden håber, at de vil kunne vaccinere i uge 6-7. Planen for, hvordan vaccinerne når ud til målgruppen, ligger klar.

Lige nu er der meget smitte blandt de mest socialt udsatte, og mange af de organisationer, der har den daglige kontakt til de udsatte, har gjort opmærksom på, at situationen er uholdbar både for de socialt udsatte og for smittespredningen i samfundet generelt.

“Det er utrolig glædeligt og en stor lettelse, at det er lykkedes at få prioriteret vacciner til de mest socialt udsatte. Der er så meget brug for det lige nu, hvor situationen er desperat, og vi hver dag ser smitten brede sig blandt de mennesker, der kommer i vores tilbud. Så vi er glade for, at der er blevet lyttet til vores opråb. Og jeg er glad for, at Udsatterådet er blevet involveret så tæt i udviklingen af regionens plan for, hvordan vaccinationerne skal foregå,” siger Kira West, formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden.

Hæstorp: Gadens folk når vi ikke via e-Boks
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) er glad for, at der nu er mulighed for at vaccinere de særligt udsatte.

“Det er mennesker, der kæmper med fysiske og psykiske sygdomme, og ikke nødvendigvis har et hjem, hvor de kan blive og passe på sig selv, så de ikke bliver smittet, eller hvor de kan komme sig, hvis de bliver syge. Det er også mennesker, som vi ikke altid er så gode til at nå i sundhedsvæsenet, og det bliver jo tydeligt i den her situation at det ikke er lighed i sundhed. Gadens folk når vi ikke via e-Boks – der skal noget andet til,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun takker for samarbejdet med regionens Udsatteråd og kommunerne, som har arbejdet hurtigt og målrettet på sammen med regionen at finde gode og pragmatiske løsninger.

“Vi har nu en plan for, hvordan vaccinerne når ud til de mest socialt udsatte, så vi er klar, når vaccinerne er her,” siger hun.

Indtil vaccinerne er tilgængelige, er regionen klar til fortsat at hjælpe kommunerne, der aktuelt er pressede af smitteudbrud blandt socialt udsatte og øvrige grupper. Regionen tilbyder fortsat udkørende test af socialt udsatte i de sociale tilbud. Derudover er de opsøgende funktioner i Region Hovedstadens Psykiatri, fx Gadeplansteamet og botilbudsteam, allerede i gang med at skabe overblik over borgere, der skal visiteres til vaccination og motivere dem til at tage imod tilbuddet. I Region Hovedstadens psykiatri udvises også øget fleksibilitet under indlæggelser og i forbindelse med udskrivelser af særligt socialt udsatte.

Fakta – plan for vaccination af udsatte:

Planen indeholder følgende elementer, der kan prioriteres i rækkefølge, alt efter hvor mange vacciner, der er til rådighed hvornår.

  • De særligt socialt udsatte, der opholder sig på Indre Vesterbro på daglig basis og færdes i stofmiljøet her og bruger de sociale tilbud målrettet denne gruppe, fx væresteder, natcafeer og stofindtagelsesrum, kan vaccineres i vaccinationscentret i Øksnehallen, der ligger lige i nærheden. Her kan de møde op sammen med personale fra et af de sociale tilbud uden tidsbestilling, når vi fra uge 6 eller 7 starter vaccinationer af denne gruppe.
  • De sociale tilbud kan selv visitere til vaccination. De kender borgerne, og nogle steder er der sundhedsfagligt personale. På den måde undgår man den ekstra arbejdsgang med visitation via egen læge, som denne gruppe typisk ikke har kontakt til. Det betyder også, at de sociale tilbud kan hjælpe med at motivere til vaccination og kan følge til vaccinationsstedet, når motivationen er der.
  • For borgere i fx botilbud i hele Region Hovedstaden, der ikke kan gøre brug af de stationære vaccinationssteder, tilbydes udkørende vaccination til de sociale tilbud efter en model svarende til den, der er tilbudt plejecentrene.