Den 29. og 30. maj åbner Tivoli Garden dørene op og inviterer til optagelsesprøver til Tivoli-Garden. Netop nu søger Tivoli-Garden elever, der har vilje til at lære, sans for rytme og musik samt lyst til at bruge en masse timer på koncerter for fyldte koncertsale, paradegang i og uden for Tivoli, øvelse og få venskaber for livet. Der er netop åbnet for ansøgninger og deadline for ansøgninger er den 20. maj 2025. Tilmelding sker på Tivoli.dk

Tivoli-Garden er et enestående musikalsk tilbud for børn og unge. Piger og drenge i alderen 7 til 16 år har mulighed for at blive en del af en 181 år lang kulturarv og skabe et ekstraordinært fællesskab, alt imens de modtager en gratis musikuddannelse og får en masse fede oplevelser ind under bjørneskindshuen. Kulturpersoner som Nikolaj Lie Kaas, Chris Minh Doky og Morten Friis fra musikgruppen Safri Duo har alle tidligere været en del af Tivoli Garden.

Quincy Alexander Von Lippert, leder af Tivoli-Garden, siger:
“Tivoli-Garden repræsenterer en unik kombination af uddannelse og fritidsaktivitet. Vi tilbyder enestående oplevelser og musikalsk dannelse på absolut topniveau og betragter os selv som Danmarks bedste musikskole. Vi optager nu nye elever, der har lyst til at blive en del af et spændende, oplevelsesrigt og musikalsk fællesskab. Vi håber at se så mange som muligt klar til at bære den røde uniform og bjørneskindshuen og føre Tivoli-Gardens stolte arv videre.”

 12-årige Charlene Rosa Kerr fra Nørrebro og en del af fanevagten, siger:
“Jeg har allerede fået en masse oplevelser og nye venner og glæder mig til at få flere”.

Som en del af Tivoli-Garden får børnene mulighed for at påføre sig den ikoniske uniform, imens de bevæger sig langs Københavns gader til Tivolis idylliske omgivelser og spiller på det instrument de elsker mest. Alt imens hundredvis af mennesker klapper og ser stolt på børnene når de spiller og marcherer forbi. 

Tilmelding sker via dette link: https://www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/tivoli-garden/optagelsesproeve

 

Pressefoto