Hos Boldklubben Union i Nordvest har kok Martin Weihrauch gentænkt det klassiske sportsklub-cafeteria med spisestedet Genforenet.
I november opfordrer samlingspunktet Madland københavnerne til at udforske samfundsansvarlige madoplevelser i byen. I den anledning inviterer Genforenet til fællesspisning hos Boldklubben Union 17. november. Kom og oplev hvordan et cafeteria-køkken kan gøre en forskel for fællesskabet og bidrage til en gentænkning af madsystemet.
Tidligere på året åbnede Martin Weihrauch Genforenet med ambitionen om at gøre en mærkbar forskel i foreningslivet. Genforenet serverer ikke kun grøntsagsbaserede retter og lokal bagværk. De byder også på high-fives, hjælp til at binde fodboldstøvlerne eller et plaster på såret. Søndag 17. november inviterer Genforenet og Boldklubben Union til frokost, hvor de hylder efterårets dufte og farver og viser lidt af det, som klubben er bedst til. Der vil være et varmt vegetarisk måltid til 65 kroner, surdejsbrød fra Flere Fugle, drikkevarer fra Depanneur, Ønsk kaffe og flødeboller fra Anker Chokolader. Derudover byder arrangementet på levende musik, motorikbane til de små, spontane fodboldkampe og røverhistorier fra fodboldklubben. Tag venner og familie med og oplev, hvordan foreningslivet og maden spiller hinanden stærkere hos Genforenet.
Udforsk København som gentænkt madby i hele november
Mød, oplev og lær fra byens frontløbere! Som en del af Madland Symposium: Gentænk København som madby inviterer Madland dig og københavnerne i november ud for at møde, opleve og lære fra en række af byens frontløbere, der styrker madforbindelsen mellem land og by og gentænker København som madby i og uden for København. Tag med til fællesspisning, smagninger, gårdbesøg, markeder og samtaler. Madland har udgivet en guide med 15 anbefalinger, hvor madborgere, jordbrugere og professionelle madfolk kan tage del og engagere sig.
Praktisk information: Fællesspisning i Genforenet, Boldklubben Union
17. november kl. 10.00−14.00, Genforeningspladsen 53, 2400 København NV
Du skal ikke bestille billet, men blot møde op i varmt tøj, da arrangementet foregår udendørs – med mulighed for at trække ind. Følg med på Instagram: @genforenet_
Se resten af Guiden til madoplevelser i November: her
Læs mere om Madland Symposium her
Om Madland
Madland er et madpolitisk og fællesskabende samlingspunkt for dem, der gentænker madsystemerne samfundsansvarligt. Et samlingspunkt, hvor vi engagerer, inspirerer og begejstrer til undren såvel som handling. Gennem møder, medier og viden skaber vi samfundsansvarlig engagement.
Vi forbinder og ruster professionelle madfolk såvel som madborgere til at tage aktiv stilling til deres ansvar, indflydelse og handlerum i forandringen. Sammen bliver vi klogere på det uoverskuelige system, der ligger bag de råvarer, produkter og måltider, vi spiser og producerer til daglig, og sætter scenen for nye møder, partnerskaber og værdifællesskaber.
Se mere på madland.dk.