Elever fra 8.D på Nørrebro Park Skole var på besøg hos KMD i Ballerup som en del af projektet Coding Class CPH. I løbet af en måned har eleverne arbejdet med kodning for at løse en virksomhedsopgave stillet af KMD. Eleverne præsenterede kode-projekterne, som tog udgangspunkt i en konkret problemstilling, for et panel af eksperter hos KMD.
Hvordan koder man et spil? Og hvordan udvikler man digitale løsninger? Det er nogle af de emner, som eleverne fra Nørrebro Park Skole har beskæftiget sig med i løbet af de seneste uger.
Som en del af projektet Coding Class var hele klassen på virksomhedsbesøg hos KMD i Ballerup for at præsentere deres løsninger som afslutning på projektetet. Coding Class begyndte i 2016 i regi af IT-Branchen i samarbejde med Københavns og Vejle Kommuner. De deltagende klasser deltager i et forløb, hvor de bliver introduceret til it-design, udvikling og kodning gennem forskellige øvelser og introduktion til programmeringssprog.
Formålet med projektet er at løfte interessen for it og teknologi hos eleverne, så flere får øjnene op for de spændende muligheder, der ligger inden for it-verdenen.
– Det er fedt for eleverne at opleve den virkelige verden og se, hvordan de arbejder i en virksomhed som KMD. Mange elever synes også, at det er sjovt at producere noget, som de voksne lige så godt kunne lave. De gør sig lidt mere umage, fordi de ved, at de skal vise deres projekter frem, siger lærer Henrik Larsen og henviser til de kode-projekter, som eleverne har lavet.
En rigtig kode-udfordring
De otte elevgrupper viste kode-projekterne frem for et panel af KMD-specialister, som til daglig arbejder med alt lige fra projektledelse og brugeroplevelse til udvikling og kvalitetssikring.
Projekterne tog udgangspunkt i en opgave, som KMD havde stillet eleverne, og som de sammen skulle løse. Opgaven gik ud på at udvikle et sjovt spil, animation eller lignende, der kan gøre det sjovere for KMD’s medarbejdere at sortere deres affald, eller at inspirere til at bruge færre engangskaffekopper.
Eleverne har programmeret spillene i Scratch – et særligt program, hvor de kan flytte ikoner med forskellig betydning og egenskaber rundt på skærmen. Ved at sammensætte dem på forskellige måder har eleverne kodet og programmeret. Hos KMD er man glade for at være en del af et projekt, der fremmer børn og unges læring gennem kodning og i det hele tage udbrede forståelse for it blandt børn og unge.
– Som Danmarks største it-virksomhed er det vores interesse at bidrage til at udbrede glæden ved at arbejde med it. Målet med Coding Class er netop at inspirere børn og unge til at se på it og teknologi som noget kreativt og spændende, og det er et ansvar, vi som ansvarlig virksomhed bør være med til at løfte, siger Søren Henriksen, direktør i KMD, og fortsætter:
– Eleverne, som vi har haft på besøg i dag, har vist nogle meget fine projekter. De kan meget vel blive fremtidens dygtige it-folk.