Over 3000 tons små kalk-kugler skal fremover skåne knæ og albuer på legepladser. Kalk-kuglerne er et restprodukt af HOFORs produktion af blødere vand og erstatter det grus, der hidtil er blevet brugt på legepladserne.

Pressefoto HOFOR

Hidtil har det mest været far og mor, der har mærket fordelene ved blødere vand. Det betyder nemlig, at man skal gøre mindre rent i brusekabinen, og at vaskemaskinen kan holde længere, fordi det ikke kalker til så hurtigt. Men fremover kan børnene også mærke det på knæ og albuer på legepladsen.

HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har netop skrevet under på en aftale med entreprenørvirksomheden NCC, der fremover årligt køber 3000 tons kalkpellets – små kalk-kugler, som er et restprodukt af produktionen af blødere vand på HOFORs moderniserede vandværker.

NCC vil bruge restproduktet i underlag på legepladser, fordi de små kugler ifølge en test udført hos Teknologisk Institut har vist, at de er yderst effektive til at gøre legepladserne bløde at falde på.

Aftalen glæder områdechef for Vand Plan i HOFOR Anne Scherfig:

”I forvejen er vores produktion af blødere vand med til at sænke CO2-aftrykket med mange tusinde tons, primært fordi apparater holder længere. Og nu vil NCC sørge for, at restproduktet gør nytte på legepladser. Den slags cirkulære forbrug gør mig glad,” siger Anne Scherfig.

Erstatter begrænsede ressourcer
Når du tager et glas drikkevand i hovedstadsområdet, er du med til at passe godt på en ressource, vi ikke har så meget af. Kalk-kuglerne skal nemlig erstatte grus i faldunderlagene på legepladserne, og grus er en begrænset ressource. Det fortæller teknisk chef i NCC Industry Lars Møller Nielsen:

”Ved at benytte HOFORs kalkpellets kan vi undgå at bruge grus i vores faldunderlag. Og det er ikke bare mere ansvarligt – faktisk viser det sig, at de små kalk-kugler er endnu mere effektive til at afbøde fald på legepladser på grund af deres helt runde form,” siger Lars Møller Nielsen.

HOFOR moderniserer i øjeblikket otte vandværker, hvor der bliver indført blødgøring. Når de alle står klar og producerer vand med mindre kalk, vil de skabe op mod 15.000 tons pellets årligt samtidig med, at det reducerer CO2-udslippet med cirka 40.000 tons.

HOFOR undersøger i øjeblikket, hvad de resterende tons kan bruges til.

FAKTA om kalk-pellets
Kalk-kuglerne er et restprodukt af HOFORs produktion af blødere vand. Kalkkuglerne bliver dannet i særlige tanke, hvor vandet tilsættes stoffer, der får kalken til at binde sig til sandkorn, og dermed trækkes en del af kalken ud af vandet. Resultatet er cirka 5000 tons pellets årligt. Tallet stiger til cirka 15.000 omkring 2030.

Læs mere om blødere vand her: Blødere vand – HOFOR.

Læs her.