Den 18. maj åbner Google ‘Det Digitale Læringshus’ på Nørrebrogade 34. Det sker i samarbejde med Københavns Kommune og en række private og offentlige Succes Online-partnere.
I huset skal 10.000 danskere via gratis kurser og workshop udvikle deres digitale kompetencer, så de bliver bedre klædt på til den digitale tidsalder.
Åbningen af Det Digitale Læringshus er seneste skud på stammen i det landsdækkende erhvervsfremmeinitiativ Succes Online, som siden 2012 har trænet 35.000 danske iværksættere, SMB’ere, studerende og arbejdsløse i digital forretningsudvikling og markedsføring. Huset er desuden første konkrete initiativ i regeringens Teknologipagt, som blev lanceret i april.
Det nye Digitale Læringshus indvies fredag den 18. maj med deltagelse af Erhvervsminister Brian Mikkelsen, direktør for Google Danmark Malou Aamund og Beskæftigelses- og Integrationsminister i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard.