Fredag den 14. marts indtager Den Lille Kulturnat igen København og Frederiksberg med et væld af kulturelle arrangementer, der alle er målrettet børn, i følgeskab med deres voksne. Der venter uforglemmelige oplevelser, når museer, kirker og slotte byder indenfor til en aften fuld af magi for børn i alle aldre. Hele programmet er nu klar og lige til at gå til, så klik ind her og sammensæt den helt perfekte rute gennem byen og Den Lille Kulturnats mange sjove og lærerige særarrangementer.

Plakat: Etna Victoria Morena-Butera

Der er masser at glæde sig til, for foråret og de lyse tider er på vej, og børnenes egen Kulturnat venter lige rundt om hjørnet. Den 14. marts åbner København og Frederiksberg op for kulturens verden helt på børnenes præmisser og inviterer til aktiv deltagelse med alle sanser gennem leg, fordybelse og kreativitet. Alle børn er velkomne, og i år kan de allermindste på 0-2 år også være med, når konceptet ’Kunst på barsel’ skaber de perfekte rammer for dem og deres forældre i Nikolaj Kunsthal.

”Med Den Lille Kulturnat er målet hvert år at brede kulturen ud til så mange børn som muligt og skabe nysgerrighed og interesse for alt det, byen har at byde på. Og i år kan man altså også glæde sig til et arrangement målrettet de allermindste og deres forældre, hvor både barnevogn, sutteflaske og tumleplads er tænkt med ind i kunstoplevelsen. Vi har desuden valgt at præcisere alderskategorierne til de forskellige arrangementer, så man endnu bedre kan finde de helt rigtige oplevelser, der passer til den aldersgruppe, man er afsted med,” siger Sekretariatsleder for Foreningen Kulturnatten, Marie Myschetzky.

Den Lille Kulturnat vokser år for år, og man kan derfor se frem til endnu flere oplevelser, når de mange arrangører slår dørene op til eventyrlige verdener af kunst, teater, musik og kreativitet den 14. marts kl. 16.00. Det eneste, det kræver at deltage, er et Kulturpas, så er man klar til at gå på opdagelse i særarrangementerne, som kun kan opleves denne ene gang om året.

Man kan i år for eksempel begynde sin Lille Kulturnat med at prøve at styre tog hos TrainGamia eller DSB, i fuld uniform, eller komme helt tæt på universet og stjernerne i Rundetaarn. Når mørket falder på, er det oplagt at besøge Rosenborg Slot, hvis man tør! For her er alt lys blevet slukket, så man skal have en lommelygte med for at gå på opdagelse. Amalienborgmuseet inviterer på maskebal, og du kan lave din egen maske til festen, inden dansen begynder. På Thorvaldsens Museum kan man selv blive forvandlet til kunst i de smukt oplyste sale, og på Frederiksbergs Forsyning bliver vandets magiske verden omsat til en brusende musikalsk oplevelse. Kroppen kommer i brug, når BLOX inviterer alle børn til at prøve kræfter med akrobatik og cirkus, og har du mod på mere akrobatik, kan man være med til at bygge et mennesketårn hos Xiquets Copenhagen! For de lidt mindre er der hyggelige og sjove teaterforestillinger både på Teatret Riddersalen, Biblioteket Frederiksberg og med Monster Teater, mens de allermindste og deres forældre kan komme på rundvisning, tumle og hygge med ’Kunst på barsel’ i Nikolaj Kunsthal. Trænger man til et helt nyt perspektiv, inviterer GoBoat til Den Lille Kulturnat på vandet, mens Copenhill byder på skattejagt højt hævet over byen, og her – og hos mange andre arrangører – kan man også få slukket både sult og tørst.

Det fulde program for Den Lille Kulturnat kan ses på kulturnatten.dk nu, hvor man kan læse mere om de enkelte arrangementer og arrangørerne bag, planlægge sin rute og købe kulturpas. Bemærk at nogle arrangementer kan kræve tilmelding på forhånd.