En ny befolkningsprognose viser, at København bliver ved med at vokse.
København nåede en milepæl i 2016, da byen rundede 600.000 indbyggere. Befolkningsvæksten fortsætter imidlertid i 2017, hvor København forventes at vokse med over 10.000 nye københavnere. Det viser en ny befolkningsprognose, som slår fast, at befolkningstilvæksten bliver ved. Frem mod 2030 forventes 110.000 flere københavnere – en vækst på næsten 20 procent. Befolkningstilvæksten skyldes især, at der bliver født markant flere børn i København. Det skriver København’s kommune i en pressemeddelse:
”Det er dejligt, at København bliver ved med at have vokseværk og at københavnerne får flere børn. Jeg læser det, som at København må være en dejlig by at bo i og at få børn i,” siger overborgmester Frank Jensen (S).
Han peger på, at boligbyggeriet følger med. Sidste år stod 4.300 nye boliger klar i København – formentlig det største antal på et enkelt år siden Anden Verdenskrig og den store aktivitet ventes at fortsætte.
En af de vigtigste årsager til at byen vokser er, at der fødes stadig flere børn. Sidste år blev der født 10.091 børn i København, hvilket er en stigning på over 500 børn i forhold til 2015, hvor der blev født 9.568 børn.
De mange nyfødte københavnere skyldes, at der bliver flere og flere københavnske kvinder i den fødedygtige alder. Og at kvinderne får flere børn. Fertiliteten – antal børn per fødedygtig kvinde – steg fra 1,54 i 2015 til 1,63 i 2016. Det er især kvinder med etnisk dansk oprindelse, som får flere børn – fertiliteten for kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund er de senere år faldet en anelse, så den nu ligger under de etnisk danske kvinder.
Den anden store årsag til at København vokser er, at der kommer et stort antal tilflyttere til byen fra udlandet. Af den samlede befolkningsvækst på ca. 11.000 i 2016 var 4.446 tilflyttere fra udlandet. Samlet er der siden 2007 kommet ca. 35.000 nye internationale københavnere. Det er især tilflyttere fra lande som USA, Italien og Tyskland, som bidrager til væksten.
Prognosen viser også, at der forventes større forandringer i befolkningsvæksten frem mod 2030.
De seneste år har der været en tendens til, at der flytter flere fra København til resten af Danmark end der flytter til fra landets øvrige kommuner. Den udvikling ventes at fortsætte. Fremover ventes antallet af fraflyttere til det øvrige Danmark at stige mere end antallet af tilflyttere fra andre kommuner i Danmark. Men den tendens bliver altså mere end opvejet af et solidt fødselsoverskud og indvandring fra udlandet.
København Kommunes befolkningsprognose bliver udarbejdet en gang årligt. Prognosen fra 2017 forløber over en periode på 15 år.
For mere information, læs her.