Én gang om året evaluerer Movia på tingenes tilstand, hvad angår den grønne omstilling, udvikling af mobilitet, samarbejde og ledelse. Movias rapport om samfundsansvar (ESG) samler op på nøgletal for 2022, og undervejs bliver der beskrevet, hvilket Movia kunder, omgivelser, ansatte og samarbejdspartnere møder. Konklusionen er, at Movia er godt på vej ind i fremtiden.

    TænkGrøntKørGultMovia-BusKbhBørsen.jpg

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

Movias hovedopgave er, sammen med kommuner og regioner, at sikre en effektiv drift af bus, flextrafik, lokaltog og havnebusser. Som trafikselskab er det også Movias ansvar at sikre en god oplevelse for de mange millioner passagerer, som årligt rejser i Movias område på hele Sjælland. Samtidig skal det gøres på en grønnere og mere bæredygtig måde. Og det er Movia, sammen med kommuner og regioner, godt på vej med.

De gule busser på Sjælland og øerne er efterhånden mere grønne end gule. I 2022 har vi, sammen med kommuner og regioner, sikret en markant vækst i antallet af klimavenlige busser på vejene – fra 160 i 2021 til 340 ved udgangen af 2022. Det betyder mindre luftforurening, mindre støj og bedre vilkår for klima og miljø. Den udvikling går kun i én retning – fremad.

Som led i den grønne omstilling, ser Movia også på, hvordan flextrafikken kan blive mere grøn, ligesom selskabet arbejder med at skifte lokaltogene til grønnere alternativer, efterhånden som de gamle tog får alderen til det.

    Sådan sikrer Movia god service til borgerne 

ESG-rapporten er desuden anledning til at opsummere, hvordan passagerernes tilfredshed ser ud. På det punkt bevæger Movia sig også den rigtige retning. Tilfredsheden med rejseoplevelsen i Movias transportformer – både busserne og lokaltog – er nemlig høj og steget en lille smule fra 2021 til 2022. Samtidig er tilfredsheden med Flextrafik også fortsat på et højt niveau igen i 2022.

“2022 var et meget vanskeligt år at være trafikselskab i. Coronarestriktionerne var stadig gældende i begyndelsen af året, og Movia havde i 2022 og har stadig i 2023 et passagerefterslæb, fordi mange har vænnet sig til at arbejde hjemme eller har købt en ekstra bil. Stigningerne i brændstofpriserne tog fart med Ruslands krig i Ukraine og det har presset økonomien for Movia og dermed for kommunerne og regionerne på Sjælland i 2022, og det gør det fortsat i 2023,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia.

“På trods af det, er vi stolte over, at så mange mennesker er tilfredse med deres passageroplevelse hos os. Samtidig fortsætter vi i Movia i samarbejde med kommuner og regioner den grønne omstillingsbølge i 2022 med rekordmange grønne busser på gaderne, til gavn for klimaet og folkesundheden. En udvikling, som vi forventer vil fortsætte de kommende år.

Herunder kan du dykke ned i nogle af resultaterne, som Movia leverede i 2022. Det er også muligt at læse ESG-rapporten for 2022 i sin fulde form her. I rapporten kan du bl.a. læse om Movias inddragelse af passagererne, om tilgængelighed, ligestilling og arbejdsforhold i Movia, samt om hvordan Movia samarbejder med operatører.

God læselyst!

 Udvalgte resultater 

Grønne busser

Ved udgangen af 2022 kørte der således 339 elbusser og én brintbus rundt på vejene. Til sammenligning var der 160 elbusser ved udgangen af 2021.Ved udgangen af 2024 forventes der at køre ca. 570 elbusser i Movias område. Dermed er Movia langt foran målsætningen om 50 pct. elbusser i 2030.Movias samlede CO2-regnskab for busdriften, er faldet med 12 pct. pr. kørt kilometer i forhold til året før.

Grønne tog

Lokaltog A/S arbejder sammen med Movia for, at 18 nye batteritog skal erstatte 20 dieseltogsæt, der står foran en udskiftning inden for en kortere årrække. De nye batteritog vil reducere CO2-udledningen betragteligt, da strømmen til togene i høj grad kommer fra grønne energikilder

Tilfredse passagerer

Movias kundetilfredshed steg fra 94 pct. i 2021 til 95 pct. i 2022.For Lokaltog A/S steg den ligeledes et procentpoint ift. året før – fra 92 til 93 pct.I Flextrafik ligger tilfredsheden også højt. Ligesom i 2021 var 83 pct. af passagererne overordnet tilfredse eller meget tilfredse.

Læs mere om Movias arbejde med samfundsansvar: Samfundsansvar – Movia (moviatrafik.dk).