Over det næste halve år skal der ansættes omkring 50 nye recovery-mentorer i psykiatrien i Region Hovedstaden. Midlerne til de nye recovery-mentorer kommer fra budgetaftalen, hvor alle partier i regionsrådet var enige om at afsætte 10,9 mio. kr. til at styrke indsatsen med recovery-mentorer. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

De fleste nye mentorer skal ansættes på sengeafsnittene, mens enkelte tilknyttes botilbudsteams, der står for den psykiatriske behandling og opfølgning af borgere på botilbud.

Fælles for alle nuværende og kommende recovery-mentorer er, at de selv er tidligere brugere af psykiatrien. For patienterne er mentorerne derfor beviser på, at det er muligt at komme sig, og derfor giver det rigtig god mening at ansætte flere mentorer, mener Mia Rehnholt Christensen, der er recovery-mentor på afsnit 2712 på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Helsingør.

Mentor: Vi griner sammen
– Bare det at jeg er på afsnittet og åbent fortæller, at jeg er tidligere patient, det inspirerer, giver håb og er afstigmatiserende – også selvom det bare er over et spil kort, siger Mia og tilføjer: – De patienter der møder psykiatrien for første gang, får håb og drømme tilbage ved at se, at det er muligt at komme sig. Med de mere erfarne psykiatribrugere, griner vi ofte sammen, og bliver enige om, at vi er helt okay mennesker – også selvom man har brug for en indlæggelse en gang imellem.

De første recovery-mentorer blev ansat i 2013. Siden da er der løbende kommet flere til – ikke mindst i de psykiatriske ambulatorier, hvor der er ansat omkring 40. Med ansættelsen af 50 nye vil der være over 100 recovery-mentorer i psykiatrien i Region Hovedstaden. Alle mentorer skal igennem en peer-uddannelse på Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery, hvor de får undervisning i forskellige recovery-emner og klædes på til at arbejde som mentorer.

– Ansættelsen af de nye mentorer betyder, at endnu flere patienter og deres pårørende fremover vil kunne møde en recovery-mentor, der hvor de er indlagt eller i behandling. De nye mentorer kommer til at gøre en stor forskel for mange patienter på flere områder – bl.a. fordi de via deres egen historie viser, at psykisk sygdom er noget man kan komme sig over og kan stå åbent frem med, siger Susanne Due Kristensen (S), formand for regionens Social- og Psykiatriudvalg.

Midlerne til de nye recovery-mentorer kommer fra budgetaftalen for 2021, som alle partier i regionsrådet står bag. I alt er der afsat 10,9 mio. kr. til ansættelse af nye recovery-mentorer.

– Vi glæder os til at byde alle de nye mentorer velkommen og integrere dem i arbejdet på afsnittene og i botilbudsteamene. De har erfaring fra egen krop og er bærere af håb for patienterne. Mentorerne er derfor værdifulde sparringspartnere også for medarbejdere og ledere, når det gælder om at se nuancerne i patientperspektivet, lyder det fra vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz.

FAKTA OM RECOVERY-MENTORER

  • Recovery betyder at komme sig, og handler om, at man kan komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom. På egne betingelser og præmisser genopbygger man et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Den proces kan tage tid og den kræver tålmodighed, vedholdenhed samt hjælp og støtte fra andre.
  • Recovery-mentorerne er typisk ansat 20 timer om ugen og indgår i det daglige arbejde på sengeafsnit og ambulante teams, hvor de støtter patienterne i deres recovery-proces og støtter op om afsnittets overordnede recovery-arbejde.
  • En recovery-mentor skal bl.a. kunne være en god samtalepartner, facilitere gruppeforløb for patienter, arbejde på tværs af faggrupper, formidle viden og information om recovery, inddrage pårørende og være brobygger i overgangsfaser.