Frygtindgydende og kødædende dinosaurer har også været unger en gang. Nu kan Statens Naturhistoriske Museum løfte sløret for årets store fossile nyhed: Museet har helt sensationelt fået besøg af Casper – en ung T. rex. Så når museet genåbner den 21. april, møder gæsterne både den 12 meter lange Tristan Otto og kraniet af ‘lille’ Casper.

16. april 2021

Hemmeligheden afsløret
T. rex Junior kommer til Danmark

Frygtindgydende og kødædende dinosaurer har også været unger en gang. Nu kan Statens Naturhistoriske Museum løfte sløret for årets store fossile nyhed: Museet har helt sensationelt fået besøg af Casper – en ung T. rex. Så når museet genåbner den 21. april, møder gæsterne både den 12 meter lange Tristan Otto og kraniet af ‘lille’ Casper.

Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum og kraniet af den 7 år gamle T. rex Casper. Foto: Frederik Wolff, Statens Naturhistoriske Museum

Udstillingen ‘Dinosaurernes konge’ har slået alle rekorder i besøgstal, og hovednavnet er den imponerende Tristan Otto – et af verdens mest komplette Tyrannosaurus rex-fossiler. Nu får Tristan Otto, og de fem andre fantastiske dinosaurer-fossiler, besøg af noget så sjældent som kraniet af Casper – en ca. syv år gammel T. rex-unge, der var en lille fyr på 250 – 300 kg, da han døde. Dermed møder publikum nu syv ægte dinosaurer-fossiler, når udstillingen åbner.

Alt ved Tyrannosaurus rex var utroligt. I perioder af de unge tyrannosaurers liv, tog de 1,5 kg på om dagen. Som nyklæggede unger var de på størrelse med en stor due, mens de som voksne og fuldt udvoksede var på størrelse med en stor lastbil. Hele denne proces tog blot 25 år.

– Der er meget få ægte Tyrannosaurus rex-fossiler, og endnu færre af T. rex-unger. Casper er blandt de tre bedst bevarede i verden og har ikke været udstillet før, så det er intet mindre end fantastisk, at vi har fået mulighed for at vise noget så sjældent som kraniet af en meget ung T. rex. At det så sker samtidig med, at man også kan se den fuldt udvoksede Tristan Otto er exceptionelt. Der venter derfor publikum en helt særlig oplevelse, når vi slår dørene til museet op igen på onsdag efter Corona-nedlukningen. siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Én billet – to særudstillinger

Samtidig med, at publikum kan møde Tristan Otto, Casper og de fem andre unikke og ægte dinosaurer-fossiler i ‘Dinosaurernes konge’, kan man også opleve den spektakulære fotoudstilling ‘Wildlife Photographer of the Year’, som er blevet forlænget indtil slutningen af august.

– Der er rigtig mange, som har spurgt, hvornår de kan få lov til at opleve vores dinosaurer og de fantastiske naturfotos. Vi glæder os derfor meget til at genåbne museet, så vi igen kan give de mange besøgende en stor naturoplevelse, siger Peter C. Kjærgaard.

Ud over de to særudstillinger, giver en billet til Statens Naturhistoriske Museum også adgang til Palmehuset i Botanisk Have og Zoologisk Museum på Østerbro, hvor Misty, museets egen 14 meter lange dinosaur Diplodocus longus holder til.

Dinosaurernes konge er åben fra onsdag den 21. april og resten af 2021. Se mere og find pressemateriale på tristan-otto.dk.

Wildlife Photographer of the Year er åben fra onsdag den 21. april og til den 29. august 2021.Se mere og find pressemateriale på wpy.dk.

Begge udstillinger kan opleves på Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7 i København.

Botanisk Have åbner også onsdag den 21. april. Vi glæder os til at gense havens gæster fra kl. 8:30.

 

Del på sociale medier