GymDanmark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om SpringsikkerForening:

28. april får Krumspring papir på, at foreningen er et sikkert sted at sende børn til springtræning. Den dag bliver Krumspring nemlig officielt certificeret som en Springsikkerforening under GymDanmark og DGI Gymnastik & Fitness.

Sikker springtræning handler bl.a. om uddannelse af springinstruktører, årlig gennemgang og tjek af alle redskaber og en sikkerhedsansvarlig i foreningen. Den er de helt med på i Krumspring, hvor en arbejdsgruppe har sat de mange tiltag omkring springsikkerheden i foreningen i system og sørget for at de bliver gennemført som planlagt.

Med Springsikker-udviklingsplanen i hånden har foreningen nu et værdifuldt og centralt redskab, der vil sikre de springaktive medlemmer den bedst tænkelige springtræning.

Planen beskriver nemlig hvad der skal gøres, hvem der er ansvarlig og hvornår det skal gøres, så de gode intentioner slår igennem som et mærkbart kvalitetsløft omkring springtræningen i foreningen.