Lad bilen stå og tag bussen hjem, hvis du har drukket og synet er sløret. Dette er budskabet bag en utraditionel spritkampagne fra Rådet for Sikker Trafik og reklamebureauet &Co i det københavnske gadebillede.

Tusindvis af buspassagerer må gnide sig en ekstra gang i øjnene i den kommende tid, når de møder buslinje 1A, der kører mellem Avedøre og Hellerup.

Da bussen kom på gaden, var den pakket ind i en noget utraditionel folie, der får det til at se ud som om man befinder sig i en heftig julebrandert, når man kigger på bussen. På siden af bussen er der skrevet “Ta´bussen, hvis du har drukket”.

Formålet er at minde alle om, at når julesprutten går ind og sanserne er slørede, så bør man tænke over, hvordan man kommer sikkert hjem. Bussen vil køre rundt med denne utraditionelle kampagne i en måned.

”I slutningen af november og hele december er der masser af festlige arrangementer, hvor man får glögg, juleøl, snaps og vin. Desværre er der stadig for mange, der glemmer at lade bilen stå, når de har drukket. Nu prøver vi på en utraditionel måde at minde alle om at komme sikkert hjem” udtaler Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

Det er reklamebureauet &Co og Rådet for Sikker Trafik, der står bag spritkampagnen som skal skabe eftertanke hos de tusindvis af trafikanter, der møder bussen i gadebilledet. Tal fra politiet viser, at der er brug for kampagnen. Alene i december sidste år sigtede politiet 63 personer for spritkørsel i København viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Pressefoto: Rådet for Sikker Trafik og reklamebureauet &Co i det københavnske gadebillede.