Teknik- og miljøforvaltningen søger 60 bilister, der har lyst til at gøre forvaltningen klogere på omfanget af søgetrafikken i København.

Det tager tid, det forurener, og det skaber trængsel. Derfor vil Københavns Kommune gerne reducere den såkaldte søgetrafik, som er den ekstra tid, bilisterne bruger, når der ikke lige er en ledig parkeringsplads til rådighed, og der er behov for at køre rundt og lede.

I den forbindelse søger Teknik- og Miljøforvaltningen 60 bilister, der har lyst til at gøre forvaltningen klogere på, hvor lang tid de bruger på at lede efter en P-plads, og om der er nogle områder, hvor det tager mere tid end andre. Undersøgelsen skal bruges til at udvikle nye indsatser, som kan reducere søgetrafikken i byen.

Undersøgelsen løber over 4 uger fra slutningen af april, hvor bilisterne skal registrere, hvor meget tid de bruger på at lede efter en P-plads via en app.

Læs mere her.