100 friluftsforeninger har fået en hjælpende hånd til at styrke deres friluftsaktiviteter.
Friluftsrådet har uddelt i alt 2,9 mio. kr. fra Lokalforeningspuljen til foreninger i 57 kommuner. Herunder FDF K2 Nørrebro med 21.400 kr.
Træklatring, faldskærmsudspring, lystfiskeri, rollespil i naturen og dyrkning af havhaver. Friluftsliv er mange ting, og det vidner den årlige uddeling af tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje om. I alt har Friluftsrådet uddelt 2,9 mio. kr. til 100 forskellige foreninger i 57 kommuner.
Foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer kan søge om tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje til at styrke deres arbejde med friluftsliv. Friluftsrådet glæder sig over at kunne give de frivillige ildsjæle i foreningerne en hjælpende hånd.
“Der er mange i de frivillige foreninger, der brænder for at skabe gode muligheder for friluftsliv og naturoplevelser, så det er dejligt, at vi kan støtte det lokale engagement. Vi er især glade for, at vi har kunnet støtte så mange forskellige typer af friluftsaktiviteter, både til lands, til vands og i luften, og at støtten går til foreninger bredt fordelt i hele landet,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
Flere tilbud om friluftsliv
Der gives i Lokalforeningspuljen blandt andet tilskud til, at foreninger kan opstarte nye aktiviteter eller udbrede de eksisterende aktiviteter til nye målgrupper. Det kan være i form af materialer, faciliteter eller andet.
Lokalforeningspuljen uddeles en gang om året, og der gives tilskud på op til 40.000 kr. Selvom det ikke nødvendigvis er så store beløb, så gør pengene en stor forskel, lyder det fra Friluftsrådet.
”De frivillige foreninger er en kæmpe ressource, fordi de er med til at skabe livskvalitet, sundhed og sammenhold i lokalsamfundene. De tilskud, vi uddeler i Lokalforeningspuljen, er relativt små, men de gør en vigtig forskel – både for den enkelte forening og for lokalsamfundet,” siger Winni Grosbøll.
Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017. Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger, og har i perioden 2018-2024 uddelt i alt cirka 18 mio. kr. til 487 lokale foreninger fordelt på 91 kommuner.
Eksempler på tilskud
- Nordjysk Faldskærms Klub har fået 29.900 kr. i tilskud til en bålhytte som socialt samlingspunkt for klubbens medlemmer og besøgende.
- Fiskeklub København har fået 40.000 kr. i tilskud til kursusforløb, der skal øge medlemmernes kompetencer inden for forskellige typer af lystfiskeri.
- FDF Thyholm har fået 26.500 kr. i tilskud til opstart af træklatring som ny aktivitet i foreningen.
- Rosenvold Havns Bådelaug har fået 37.800 kr. til ramper og gelændere, der skal gøre havnen mere tilgængelig for ældre og gangbesværede.
- Karrebæksminde Havhave har fået 40.000 kr. i tilskud til et lineanlæg til dyrkning af tang.
- Foreningen Den Glemte Legion har fået tilskud på 22.700 kr. til udstyr til rollespil for børn og unge på Nordre Fælled ved Randers.
- Holstebro Strandjagtforening har fået 36.400 kr. i tilskud til opstart af aktiviteter med pramjagt, særligt for unge og nye jægere.