Er du klar over, at der er masser af vandposte rundt om i byen, hvor du kan slukke tørsten i koldt postevand – helt gratis?

Foto: HOFOR

På Nørrebro er der 8 vandposte blandt andet på Blågårds Plads, i Nørrebroparken, ved Peblinge Dosseringen og Superkilen.

Man skal huske at drikke vand. Selvom man er ude at nyde det gode vejr eller på farten i vores hovedstad, så behøver man ikke købe vand på flaske for at få væske nok. Sluk hellere tørsten i gratis miljøvenligt vand fra byens mange vandposte. Så sparer du både CO2 og penge. Sådan lyder et godt råd fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der leverer vand til vandpostene og til 1 mio. danskere i hovedstadsområdet.

Københavns drikkevand er i verdensklasse, og HOFOR tjekker vandets kvalitet hver dag. Udover at drikkevandet i København smager friskt og dejligt, så er postevand også noget af det mest miljørigtige, man kan drikke.

900 gange mere miljøvenligt
Postevand er hele 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand. Det skyldes blandt andet, at postevandet ikke kommes på flasker af plastic, der bliver transporteret rundt i lastbiler.

Når en liter vand forlader en københavnsk vandhane, udledes der kun 0,0002 kg CO2, fra vandet pumpes op, til det filtreres og transporteres ud til forbrugerne. Snupper man derimod en liter flaskevand i supermarkedet, er der desuden blevet brugt CO2 på at producere flasken, tappe vand og transportere flasken. Derfor koster 1 liter flaskevand i gennemsnit 0,18 kg CO2 – det er 900 gange mere end postevand.

Find drikkedunken frem
Der er vandposte fordelt over hele København på gader, i parker, ved legepladser eller turistattraktioner. Nogle har vand hele året og andre kun her i de lunere måneder. Så find drikkedunken frem, for der er masser af muligheder for at fylde den op med postevand rundt om i byen.

Fakta om vandpostene
• Vandpostene er opsat af Københavns Kommune
• Vandet i postene er friskt, køligt og drikkeklart.
• Vandpostene er specielt designede, så hygiejnen er i top, og alle kan betjene dem, også mindre børn.
• HOFOR tjekker drikkevandets kvalitet hver dag.
• Drikker du vand fra vandpostene i stedet for flaskevand, sparer du ikke kun penge – du udleder også 900 gange mindre CO2 i forhold til at købe vand på flaske.
• Du kan se, hvor alle vandpostene er placeret på www.hofor.dk/vandposte

På Nørrebro finder du vandposte her:
• Blågårds Plads – sommeråben
• Borups Plads – helårsåben
• Hans Egedes Gade – helårsåben
• Hulgårds Plads legeplads – sommeråben
• Nørrebroparken legeplads – sommeråben
• Peblingesøen ved bådudlejningen – helårsåben
• Rungsted Plads – sommeråben
• Superkilen – helårsåben

 

%d bloggers like this: