Julen står for døren, og traditionen tro fejrer mange danskere højtiden ved at hygge sig sammen omkring et bord med dejlig mad og drikke. Det gælder også brugerne af Blå Kors’ værested i København, Gracekbh, som i julen kan nyde godt af lidt ekstra mad doneret af fire lokale Lidl-butikker.

Foto: Blå Kors

Brugerne af Blå Kors’ værested Gracekbh på Nørrebro i København kan se frem til at få ekstra meget god mad på tallerkenen i juledagene i år.

Det kan de, fordi dagligvarekæden Lidl har indgået et samarbejde med Blå Kors Danmark, som betyder, at al overskudsmaden fra en række af dagligvarekædens butikker, heriblandt fire butikker i hovedstaden, bliver doneret til et godt formål og dermed kommer til at mætte en masse maver.

Den 23. december kommer personalet fra Gracekbh og henter maden hos de fire Lidl-butikker på Nørrebrogade, Vesterbrogade, Lygten og Dirch Passers Allé på Frederiksberg. Planen er, at maden bliver serveret juleaften og i juledagene.

Vigtigt med lokal støtte
I butikken på Nørrebrogade er butikschef Bertram Jensen glad for, at samarbejdet med Blå Kors giver mulighed for at kunne støtte socialt udsatte i lokalområdet i julen – og samtidig reducere madspildet i butikken:

“Det er dejligt, at vi kan være med til at gøre en forskel lokalt ved at donere vores overskudsvarer her i butikken, så brugerne af Gracekbh kan få lidt ekstra god mad i julen. I Lidl har vi i forvejen fokus på at reducere madspildet i vores butikker, så derfor synes vi, det er skønt, at vi kan indgå i et samarbejde med Blå Kors op til jul”, siger butikschef Bertram Jensen.

Donation landet over
Hos Blå Kors er Sofie Weinrich Engell, som er leder af Gracekbh, sikker på, at overskudsmaden vil sprede ekstra glæde:

“Der skal lyde en stor tak til Lidl fra os. Donationen har kæmpe betydning for vores lille sted. Vi bespiser dagligt 60-70 mennesker i vores nødherberg for hjemløse. Økonomisk er det utrolig svært at få lavet god og sund mad for de midler vi har, så donationen falder på et tørt sted”, siger værestedsleder Sofie Weinrich Engell.

Overskudsmaden kan lørdag den 23. december afhentes af personalet fra Blå Kors’ væresteder, institutioner og støttetilbud i 18 Lidl-butikker i henholdsvis Syd-, Midt- og Nordjylland, på Fyn, Bornholm og Sjælland.

 

%d bloggers like this: