Dette er oplyst i en pressemeddelelse fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
På mandag åbner det ambitiøse hudforskningscenter ”LEO Foundation Skin Immunology Research Center” på Københavns Universitet.
Centret bliver indviet af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Forskningscentret skal over de næste 10 år bidrage med forskning inden for immunologi og hudsygdomme.
Hver fjerde borger på verdensplan lider på et givent tidspunkt af en hudsygdom, der ofte betyder en betydelig nedsat livskvalitet.
”Hudsygdomme er stigmatiserende og invaliderende for mange borgere. Ved at samle førende kræfter inden for immunologi og hudsygdomme og give dem adgang til de topmoderne faciliteter i Mærsk Tårnet kan vi udvide og tage den basale forskning i huden og hudsygdomme til helt nye højder. Forskerne skal blandt andet gøre brug af Big Data og højtspecialiseret proteomics-forskning, som kan give ny indsigt i de grundlæggende mekanismer, der forårsager hudsygdomme,” siger dekan Ulla Wewer, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
Det nye forskningscenter samler nu internationale kræfter inden for basal immunologi med fokus på forskning og uddannelse i huden og dens sygdomme i Mærsk Tårnet på Københavns Universitet. Herfra skal de bidrage til ny viden inden for basal, translationel og klinisk forskning, der kan medvirke til udvikling af behandlingsprincipper, der kan styrke immunforsvarets kamp mod nogen af de flere end 3.000 kendte hudsygdomme.
”Med centeret får vi et nyt fyrtårn for forskning i hudsygdomme. Det er en fremragende nyhed for Danmark og for de mange mennesker verden over, som døjer med hudsygdomme som psoriasis og eksem. Centeret er et godt eksempel på, hvordan samarbejdet mellem universiteter og private fonde kan løfte grundforskningen, så vi i det lange løb kan få de helt store forskningsmæssige gennembrud,” siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Bevilling på 400 mio. kr. over ti år
Udover at rekruttere nationale og internationale forskere på området er det centrets ambition at etablere et tæt samarbejde og videndeling på tværs af universiteter og hospitaler. Derudover skal centret også fremme uddannelse og talentudvikling af studerende og kommende specialister. Det hele sættes i gang med en bevilling på 400 mio. kr. over ti år fra LEO Fondet.
”De fleste hudsygdomme opstår, fordi vores immunsystem fejler. Immunsystemet angriber vores organisme i stedet for at beskytte den. Ved at kombinere forskning i hud og i immunsystemet, håber LEO Fondet at understøtte forskning i verdensklasse på Københavns Universitet. Det nye center skal bidrage til at øge forståelsen af hudsygdomme, så der i fremtiden kan findes bedre måder at behandle og helt kurere dem på,” siger administrerende direktør Jesper Mailind fra LEO Fondet.
Kongelig rundvisning i nye laboratorier
Indvielsen indledes med et videnskabeligt symposium om hud og hudsygdomme, hvor internationale eksperter deler erfaring fra deres forskning. Herefter vil selve indvielsesceremonien finde sted. Ved indvielsen deltager H.K.H. Prins Joachim, der er protektor for Astma Allergi Danmark, uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, og rektor for Københavns Universitet, Henrik C. Wegener.
For mere information klik her.