Tre ud af fire i Københavns Kommune kunne hele 2022 åbne for vandhanen uden afbrydelser. Det viser forsyningsselskabet HOFORs årsopgørelse over afbrydelser i driften. Den sidste fjerdedel måtte undvære vand i cirka 3,5 timer i alt. Selskabet opfordrer alle til at melde sig til sms-service, så de får hurtig besked, hvis der lukkes for vandet.

Pressefoto HOFOR

En af forsyningsselskabet HOFORs vigtigste opgaver er at sørge for, at alle har adgang til drikkevand hver dag året rundt. Og nu er årsopgørelsen for, hvor mange gange og i hvor lang tid der har været lukket for vandet i Københavns Kommune i 2022 kommet.

Årsopgørelsen viser, at tre ud af fire af Københavns Kommunes cirka 436.000 husstande og virksomheder ikke fik lukket på vandet på noget tidspunkt. Hverken akutte lukninger på grund af for eksempel uheld ved gravearbejde eller planlagte lukninger på grund af eksempelvis renovering af vandrør.

Opgørelsen viser også, at den fjerdedel, der fik lukket for vandet, i gennemsnit måtte undvære vandet i cirka 3,5 timer i alt i 2022.

Færrest muligt skal kunne mærke lukningerne
Områdechef i HOFOR Ole Skytte ved, at det bestemt ikke er lige meget, hvor lang tid den enkelte lukning varer, og hvornår den ligger. Derfor gør HOFOR sig umage for ikke at lægge planlagte reparationer på kritiske tidspunkter som morgener og aftener, når man for eksempel bader og laver mad – eller når virksomheder har brug for vand i deres produktion.

“Vi gør vores bedste for at undgå, at folk, der bor og arbejder i Københavns Kommune, skal undvære vandet, når de har mest brug for det. Desværre kan vi ikke helt undgå det, især hvis der sker en ulykke, som hvis en gravemaskine rammer et vandrør,” siger Ole Skytte.

Sms-service giver hurtig besked om afbrud
Områdechefen opfordrer til, at man tilmelder sig HOFORs gratis sms-service, så man får hurtig besked, hvis der bliver lukket for vandet – uanset om det er en planlagt lukning eller en akut:

“Vores sms-service giver de tilmeldte besked om, hvis der bliver lukket for vandet. Når man først er tilmeldt, vil man også få besked om andre forstyrrelser i driften. HOFOR leverer nemlig blandt andet både vand, spildevand og fjernvarme i København, så det kan være ret praktisk at være tilmeldt, selvom vi også informerer om lukningerne på andre måder,” slutter Ole Skytte.

Tilmelding via www.hofor.dk/sms

FAKTA: Vand i hanerne Københavns Kommune i 2022

Varslede lukninger:

Antal lukninger: 188
Antal berørte postadresser: 44.872 (10 procent af alle postadresser)
Antal timer uden vand i alt: 3 ud af årets 8760 timer

Uvarslede lukninger:

Antal lukninger: 382
Antal berørte postadresser: 65.317 (15 procent af alle postadresser)
Antal timer uden vand i alt: 4 ud af årets 8760 timer

FAKTA: Det sker, når HOFOR lukker for vandet

Når HOFOR lukker for vandet 

Kilde HOFOR.