Fem kvinder og to mænd bliver i morgen fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have begået 23 tricktyverier mod ældre borgere i deres eget hjem.

Københavns Politi har anholdt i går de syv personer på forskellige adresser i kredsen. Tre adresser blev i den forbindelse ransaget. De mange tricktyverier er begået flere forskellige steder i Københavnsområdet i perioden fra årsskiftet og frem til nu.

”Vi bemærkede kort før årsskiftet en kraftig stigning i antallet af anmeldelser fra ældre borgere, der havde været udsat for tricktyveri i deres eget hjem,” fortæller vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Derfor holdt efterforskerne i løbet af foråret grundigt øje med anmeldelserne, og i mange tilfælde blev gerningspersonerne beskrevet med enslydende signalementer. De ældre borgere beskrev desuden, hvordan det ringede på døren, og en eller flere personer skaffede sig adgang til den ældre borgers bolig under påskud af at være eksempelvis fra hjemmeplejen, fra et forsyningsselskab eller en nabo med brug for hjælp.

Mens en eller to personer fastholdt den ældres opmærksomhed ved for eksempel at føre vedkommende ud på badeværelset, gik andre gerningspersoner ind i lejligheden og stjal kontanter eller personlige værdigenstande som for eksempel smykker.

”Det er utrolig skruppelløst at udnytte ældre borgere på den måde, og vi har gennemført en længerevarende, målrettet efterforskning af sagerne. Vi kan ikke udelukke, at vi i den kommende tid kan sigte de anholdte for endnu flere forhold, og vi kan heller ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser,” siger Peter Reisz.

De syv anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.

Pressemeddelelse Københavns Politi.

Foto ABW