Ansøgningen om etableringstilladelse til Aflandshage Vindmøllepark er nu i offentlig høring. Siden den første høring af projektets miljøundersøgelse er der – på baggrund af den høring – truffet vigtige beslutninger om vindmølleparkens anlæg og udførelse. HOFOR inviterer til digitalt informationsmøde, hvor man kan høre mere om de beslutninger, der er truffet, og kan stille spørgsmål til projektholdet.

I juni godkendte Energistyrelsen miljøundersøgelsen for Aflandshage Vindmøllepark, der kan levere grøn strøm til omkring 300.000 husstande i Øresundsregionen. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har herefter ansøgt om etableringstilladelse til vindmølleparken, som lige nu – og frem til 6. september – er i offentlig høring.

Det er anden gang, offentligheden bliver hørt i forbindelse med ansøgningen om at opføre havvindmøller i det sydlige Øresund. Under den første høring af miljøundersøgelsen, der løb hen over vinteren, modtog Energistyrelsen i alt 91 høringssvar – fra danske myndigheder, borgere, NGO’er og virksomheder samt fra tyske og svenske interessenter i forbindelse med den internationale ESPOO-høring.

Materialet fra den første høring, herunder Energistyrelsens tilkendegivelse af, at en kommende etableringstilladelse vil indeholde vilkår om overvågning af fugle- og flagermustræk over Øresund, indgår som materiale i den igangværende høring.

Færre, men mere effektive møller Derudover indgår de beslutninger, som HOFOR har truffet siden dengang, og som nu er beskrevet i ansøgningen om etableringstilladelse.

“Vi har blandt andet besluttet os for at ansøge om at opføre 26 møller med en totalhøjde på op til 220 meter – som i forbindelse med miljøundersøgelsen blev beskrevet som scenariet med ‘store’ møller på grund af større vingefang og dermed højere effekt. Dette er samtidig det scenarie med færrest møller, hvilket flere kommuner har efterspurgt i den første høring,” siger Stig Balduin Andersen, der er projektchef for Aflandshage Vindmøllepark i HOFOR.

Genanvendelse af havbundsmateriale Ud over beslutningen om møllernes antal har Aflandshage-projektholdet også undersøgt, hvordan det havbundsmateriale, det er nødvendigt at grave op i forbindelse med anlæg af vindmølleparken, kan blive genanvendt – i stedet for at blive bortskaffet ved såkaldt ‘klapning’ på godkendte klappladser i Øresund.

Der er tale om ikke-forurenet materiale i begrænsede mængder. Så der er flere gode muligheder for at genanvende materialet enten på stedet, som ballast i møllernes fundamenter eller som opfyldning på andre anlægsprojekter i Øresundsregionen. HOFOR vil søge at genanvende så meget som muligt i forbindelse med anlægsarbejdet.

Kunstige stenrev hjælper havbiologi “Endelig har vi besluttet at ansøge om at etablere møllerne på fundamenter af beton, som står på havbunden – frem for det alternative scenarie med stålfundamenter, der er boret eller rammet ned i havbunden, og som også er beskrevet i miljøvurderingen. Vores egne beregninger i en livscyklusanalyse viser, at CO2-udledningen er stort set ens ved de to fundamenttyper. Men markedet for stålfundamenter er presset, og det kan blive svært at finde en leverandør,” forklarer Stig Balduin Andersen og fortsætter:

“Samtidig vil betonfundamenter med deres større overfladeareal på havbunden kombineret med erosionsbeskyttelse af sten give optimale betingelse i forhold til at skabe et kunstigt stenrev omkring møllerne. Det er også noget, som er blevet efterspurgt i den første høring, da kunstige stenrev er til gavn for havbiologien, fordi fisk og havpattedyr kan søge føde og ly.”

Deltag i digitalt informationsmøde Selvom beslutningerne, der er truffet, svarer på en del af de bekymringer, der blev rejst i forbindelse med den første høring, kan der stadig være spørgsmål.

Derfor inviterer HOFOR til digitalt informationsmøde, hvor alle interesserede har mulighed for at deltage via link. Her kan man høre mere om den igangværende høring, og projektholdet bag Aflandshage vil desuden fortælle mere om de nye beslutninger, der er foretaget. Ligesom der også vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Digitalt informationsmøde:

Hvornår: tirsdag den 23. august

Tid: 19.00 – 20.30 (ca.)

Link til møde: hofor.dk/aflandshage

“Hvis man ikke har mulighed for at deltage i det digitale informationsmøde, er det også muligt at sende os spørgsmål eller kommentarer på mail. Og derudover vil jeg gerne opfordre interesserede til at se – eller gense – det store, digitale infomøde, som vi afholdt i januar i forbindelse med den første offentlige høring af projektet,” siger Stig Balduin Andersen.

På hjemmesiden hofor.dk/aflandshage finder man en videooptagelse af infomødet, der blev afholdt i januar, generel information om projektet samt information om den igangværende høring. Man kan sende sine spørgsmål på mail til: aflandshage@hofor.dk