På Amager skrotter Grønjordskollegiet 44 p-pladser for at gøre plads til en klimahave og Herlev får en grøn oase med bålsted og blomstereng i bymidten.

Også Nørrebro, Emdrup, Brøndby, Tingbjerg og Frederiksberg får i dag besked om støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje.

Se beskrivelsen af de enkelte projekter og kontaktinfo på projektejerne i vedhæftet pdf.

Sådan fordeler de 10 grønne projekter i Region Hovedstaden sig. Alle ligger i eller omkring selve København.

I disse dage bliver der udvekslet high fives i stor stil landet over i de foreninger og aktivitetsgrupper, som kan se frem til at modtage op til 1 mio. kr. i støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje.

I Region Hovedstaden får 10 foreninger i alt 7,1 mio. kr. i støtte til at realisere grønne borgerdrevne initiativer, som både får bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse.

Et godt eksempel er Grønjordskollegiet på Amager , der får 1 mio. kr. til et projekt, som skal transformere det nuværende parkeringsareal til en grøn oase til glæde for beboerne og nabolaget.

“Vi vil nedlægge 44 parkeringspladser og i stedet indrette en klimahave med regnvandshåndtering, biodiversitet og grønne sociale rum,” siger Julie Skaarup Roesgaard fra Grønjordskollegiets beboerråd, der har mødt bred opbakning til idéen fra kollegiets beboere og naboer, som kan se frem til et nyt opholdsområde med biodiversitet og grønne sociale rum til glæde for kollegiets ca. 1.000 beboere og nabolaget.

Nogle af parkeringspladserne er i dag lejet ud til en nabovirksomhed.

“Det kan godt være vi må stoppe udlejningen og dermed gå glip af lejeindtægten, men det er ikke så mange penge det drejer sig om,” siger Julie Skaarup Roesgaard.

Grønjordskollegiet har fået 1 mio. kroner til projektet.

Herlev Frivilligcenter har også fået 1 mio. – eller helt præcist 996.000 kr. til ‘Herlevs Have’ – en grøn byoase og et samlingspunkt for alle Herlevs borgere tæt på Herlevs bymidte og hovedgade med synlige indgange, blomstereng, sansehave, forsænket bålsted og urtehave.

Planen er at gøre haven til et aktivitetssted med plads til undervisning, bålmøder og loppemarked.

“Vi er et af Danmarks ældste frivilligcentre stiftet i 1992 og i dag samlingssted for 75 foreninger og grupperinger,” fortæller daglig leder Tina Andersen Messaoudi.

Hun har planer om at bede Herlev-borgerne om at donere stauder til haven.

“Og gerne stauder, der har en historie, som måske går mange år tilbage i familien”.

45 foreninger og organisationer landet over får del i 29,1 mio. kroner i puljens første uddelingsrunde, og dem er der nu sat navn på. Mange af de støttede projekter er mindre anlægs- og facilitetsprojekter, som omdanner asfalterede områder og uudnyttede græsarealer til grønne åndehuller og samlingssteder i byerne. Samtidig muliggør projekterne også en bred vifte af udendørs aktiviteter og oplevelser i bynaturen.

Lignende projekter i Emdrup, Brøndby, Tingbjerg og på Frederiksberg har fået støtte.

Bæredygtighed som bærende element
Som noget nyt har Nordea-fonden stillet som krav, at alle ansøgere forholder sig til miljømæssig og social bæredygtighed i deres projekt, ligesom der er blevet lagt vægt på borgerinddragelse og lokal opbakning.

I forhold til social bæredygtighed har mange projekter et stort fokus på at skabe værdi for flere brugergrupper samt at skabe tilgængelighed for personer med handicap og andre sårbare grupper, så flere kan blive en del af fællesskabet.

“Jeg er enormt begejstret over den idérigdom og det engagement, de støttede projekter er udtryk for. Danmark er fyldt med både frivillige ildsjæle og professionelle aktører, der virkelig lægger sig i selen for at fremme fællesskabet, bæredygtigheden og det gode liv i byerne,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Den miljømæssige bæredygtighed i projekterne afspejles bl.a. i valg af genbrugsmaterialer, brug af lokale, certificerede og holdbare materialer, affaldshåndtering og beskyttelse af naturen.

Der er stor variation i projekternes indhold, ligesom de har en stor bredde ift. målgrupper. Overordnet kan projekterne inddeles i tre kategorier:
•    Grønne: Primært fokus på grøn bynatur som f.eks. byparker, skolehaver, leg og dyrkning.
•    Blå: Primært fokus på faciliteter, der styrker aktivitetsmulighederne på, i og ved vandet.
•    Blå/grønne: Samspillet mellem den grønne og blå bynatur i fokus – f.eks. at skabe rekreative naturområder i byerne ved søer, moser og vandløb.

De støttede projekter modtager i gennemsnit 646.755 kr. og fordeler sig bredt i landets fem regioner:
•    Region Hovedstaden: 10 projekter / 7,1 mio. kr.
•    Region Midtjylland: 10 projekter / 6,8 mio. kr.
•    Region Nordjylland: 7 projekter / 4,5 mio. kr.
•    Region Sjælland: 5 projekter / 2,2 mio. kr.
•    Region Syddanmark: 13 projekter / 8,4 mio. kr.

60 procent af støttemodtagerne er foreninger, mens 26 procent er fonde og selvejende institutioner såsom gymnasier, lokale miljøpunkter, museer og højskoler mv. Endelig er 14 procent af støttemodtagerne kommuner.

Nåede man ikke at søge Her gror vi-puljen, så er der andre støttemuligheder. F.eks:
•    Kulturhuspuljen: Op til 1 mio. kr. til kulturhuse
•    Liv i det lokale: Op til 200.000 kr. til lokale projekter

Foto ABW

Kilde Nordea Fonden.