Sommeren 2021 har ind til nu været sparsom med nedbør, og tørkeindekset er efterhånden gået i rødt flere steder. Kigger man frem i prognoserne, er der fra søndag udsigt til kraftige byger, men byger har det ofte med at være lokale og kraftige, så de forventes ikke at bløde den tørkeramte jord op i et hug.

Sommeren 2021 er kommet tørt ud af starthullerne. Juni bød kun på 29,4 mm regn, mens juli indtil nu har kastet 36,1 mm regn af sig. Især juni ligger lavt i forhold til de 64,3 mm, som klimanormalen (1991-2020) lyder på. Ifølge klimatolog Rasmus Stoltze Hansen, halter juli også lidt bagefter.

”Der er indtil nu faldet 36,1 mm på landsplan. Det er noget under det normale for juli, og da det har været meget varmt, og en stor del af nedbøren derfor er fordampet, er tørkeindekset fulgt med op.”

Tørkeindekset bygger på en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i jordvandmagasinet. Jordvandsmagasinet er det vand i jorden, som planterne har adgang til.

“Når jordvandsmagasinet er fuldt, er tørkeindeks 0. Når det er tomt er tørkeindeks 10. Lige nu ligger store dele af Jylland og mellem indeks 9 og 10, mens det østlige Danmark generelt ligger mellem indeks 8 og 9. Det betyder altså, at jordvandsmagasinet i praksis er tæt på tomt i vest og stadig langt fra normale tilstanden i øst,” forklarer Rasmus Stoltze Hansen.

Planternes roddybde og jordtypen bestemmer i praksis størrelsen af jordvandsmagasinet, som kan variere meget selv inden for et mindre område.

Læs mere her

Foto: ABW