Februar 2022 er allerede en af de vådeste, DMI har målt. Og med endnu en uge forude kan måneden rykke endnu højere op på rekordlisten.

Bor man i Danmark, er man van(d)t til at februar kræver ordentligt fodtøj, men februar 2022 har i dén grad krævet gummistøvler snarere end vinterstøvler.

Februar 2022 bliver formentlig den næstvådeste februar, DMI har registreret, siden de landsdækkende målinger blev sat i gang i 1874.

Lige nu ligger vi på landsplan med 106 mm på en tredjeplads i top-10 over de vådeste februar måneder, men meget tyder på, at vi i løbet af de nærmeste dage vil se nedbørsummen passere 109 mm, og derved vil måneden indtage en andenplads.

Førerskamlen indtages af 2020 med 135,8 mm, og den mængde regn når vi – næppe – op på.

For det bliver lidt mere tørt i denne uge, selvom vi næppe slipper for perioder med regn eller slud, fordi flere fronter skal passere landet – heldigvis ser det ud til, at nedbøren især rammer i nattetimerne. Og at et højtryk med lidt sol lander i den kommende weekend.

Læs mere her

Foto: ABW