Som et forsøg er den første brintbus sat i drift på Sjælland. Bussen kører på Movia og Region Hovedstadens linje 300S. Brintbusser har ligesom elbusser ingen udledning fra motoren, når de kører.

Der er god fart i den grønne omstilling af Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 kører der 337 elbusser i Movias område. Nu er turen nået til linje 300S, der som led i et forsøg har fået den første brintbus i drift på Sjælland.

Brintbusser udleder ligesom elbusser ikke forurening fra bussens motor, men har længere rækkevidde og kortere optanknings-/opladningstid. De har derfor potentiale til at kunne indsættes på længere busruter. Brintbusser er dog en relativt uprøvet teknologi, og derfor samarbejder Movia og Region Hovedstaden om dette 2-årige forsøg, der skal skabe mere viden om brintbusser i drift. Movia har sammen med kommuner og regioner et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen skal køre på el eller brint.

“I Region Hovedstaden arbejder vi for en grøn omstilling af hele regionen, og vi går gerne forrest med afprøvning og udvikling af nye teknologier. Vores el- og varmeforsyning og transportsektor skal være fossilfri og vi skal udnytte vores ressourcer bedre. Brint kan som teknologi spille en vigtig rolle i omstillingen” siger regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj.

“Movia aftalte med kommunerne og regioner i 2020 et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at alle vores busser kører fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem kører på el eller brint. Derfor er vi meget glade for, at vi nu som et forsøg kan sætte den første brintbus i drift. Da brintbusser har lang rækkevidde, håber vi på, at brintbusserne på længere sigt kan indsættes på flere regionale linjer, som ofte har lang linjeføring”, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.

300S har en lang rute, som strækker sig fra Gl. Holte til Ishøj St. Det er et ruteforløb, der passer godt til en brintbus, da den kan køre langt på en optankning. Derfor indsættes brintbussen som et forsøg på linje 300S.

Om brintbusteknologi

En brintbus har ligesom en elbus en elmotor og et batteri, men den har også en brændselscelle. Brændselscellen omdanner brint og ilt til el og vand gennem en kemisk reaktion. Der er ikke nogen direkte udledning fra brintbussen udover vand. Der anvendes grøn strøm til produktion af den brint, som bussen kommer til at køre på.

Om elbusser, brintbusser og udledning af NOx, partikler og CO2

Der er god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 kører der 337 elbusser og en brintbus i Movias område. Det svarer til 25 pct. af Movias busser.

Movias miljøregnskab for 2020 viser også, at Movia kan fastholde den fortsatte nedbringelse af udledningen af CO2, som i 2020 er reduceret med 43 pct. siden 2008. Udledningen af NOx er i samme periode reduceret med 84 pct., og har dermed udviklet sig mere positivt end forventet med en målsætning for 2020 på 75 pct. Samme gælder for partikeludledningen, som er reduceret med 88 pct. fra 2008 til 2020 mod en målsætning på 80 pct.

Fakta om Region Hovedstadens grønne omstilling

Region Hovedstaden har som målsætning, at vores kollektive trafik skal være emissionsfri fra 2030. For at nå målsætningen har regionen besluttet at stille krav om nulemission i alle nye udbud fra 2022

Brintbussen er regionens første emissionsfrie bus.

Kontaktinformation

Movia Presse & Kommunikation, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

Region Hovedstadens pressevagt: 7020 9588, presse@regionh.dk

Movia er Danmarks største og grønne mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca. 200 mio. kunder i busser, lokaltog og flextrafik. Alle med hver deres historie. Det bliver til 22.602 historier i timen. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri – mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs vores Mobilitetsplan 2020.

TRAFIKSELSKABET MOVIA Gammel Køge Landevej 3 – 2500 Valby – presse@moviatrafik.dk – Tlf: 36 13 20 10

Vis i browser

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen