Landets kommuner har høje ambitioner for børn og unges trafiksikkerhed, men der er stadig plads til forbedring, når man ser på antallet af elever, der får trafikundervisning. Det viser den årlige “Kommunernes Skoletrafiktest”, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gennemfører.
Hvert år kommer flere end 2.000 børn i alderen 7-14 år på skadestuen, efter at de er kommet til skade som fodgænger eller cyklist. Derfor arbejder mange kommuner, skoler og forældre sammen om at ruste børnene bedre, så de tidligt bliver bevidste om faremomenter i trafikken og lærer at passe på sig selv og deres venner.
Nu viser “Kommunernes Skoletrafiktest”, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gennemfører hvert år, at stadig flere kommuner arbejder målrettet med, at skolebørnene får undervisning i trafiksikkerhed. Der er dog stadig langt til målet om, at alle elever i landets kommuner bliver undervist i trafik gennem hele skoletiden.
Kæmpe opbakning i kommunerne.
97 ud af landets 98 kommuner har deltaget i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens “Kommunernes Skoletrafiktest 2017”. Fælles for de fem, regionale vinderkommuner er, at de alle har et godt samarbejde på tværs af forvaltningerne og med skolerne. Det betyder, at kommunens visioner på trafikområdet også kommer ud i klasselokalerne, så der i vinderkommunerne er en høj grad af trafikundervisning.
Regionale vindere:
Syddanmark: Aabenraa Kommune, landsvinder med 88 point.
Nordjylland: Thisted Kommune, 86 point.
Hovedstaden: Helsingør Kommune, 84 point.
Midtjylland: Herning Kommune, 75 point.
Sjælland: Faxe Kommune, 73 point.
I Rådet for Sikker Trafik er man glade for kommunernes engagement.
– Vi har et tæt samarbejde med de tekniske forvaltninger i kommunerne, og fra dem ved vi, at skoler og forældre forventer, at det alene er tekniske løsninger på vejene, der skal forbedre trafiksikkerheden for deres børn. Men det er umuligt at bygge sig ud af det hele. I 99 procent af alle ulykker handler det om trafikanternes adfærd. Derfor er trafikundervisning i skolerne så afgørende. Børn og unge skal have grundlagt de gode vaner tidligt – og det skal selvfølgelig ske i et tæt samarbejde med forældrene, siger Ursula Friis, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Se resultatet for alle landets kommuner på vores interaktive kort på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
Trafiksikkerhed ind i klasselokalerne.
Kommunens arbejde med at gøre børn og unge til sikre trafikanter kræver, at trafiksikkerhed kommer ind i klasselokalerne. – Det er afgørende, at alle årgange får trafiksikkerhed på skoleskemaet, hvis det skal batte. Og det er positivt at hele 53 % af en årgang gennemfører cyklistprøven. Der er dog stadig et stort potentiale i at få trafik på skemaet i de ældste klasser, hvor vi ved at de er mere udsatte. I TrygFonden samarbejder vi med Rådet for Sikker Trafik om at tilbyde gratis undervisningsmaterialer til alle klassetrin, så vi håber, at testen kan få endnu flere skoler til at undervise i trafik – også i de ældste klasser, understreger Dorte McGugan Pedersen, Udviklingschef i TrygFonden.
Fakta:
99 % af ulykkerne i trafikken skyldes menneskelige fejl.
Over 10 gange så mange 16 årige som 6 årige kommer til skade i trafikken.
Cirka halvdelen af eleverne i landets 5. eller 6. klasser gennemfører cyklistprøven.
Om undersøgelsen:
Hvert år tager Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden temperaturen på kommunernes indsats på trafiksikkerhedsområdet i forhold til børn og unge. Det sker med “Kommunernes Skoletrafiktest”, som angiver hvor gode kommuner og skoler er til at prioritere arbejdet med at gøre børn og unge mere sikre i trafikken. Kommunerne kan score op til 100 point afhængig af, hvor meget de gør.