Som et forsøg tilbyder Københavns Kommune nu en særlig kørselsordning for borgere med synshandicap.
Den to årige forsøgsordning, som gik i gang den 1. april, omfatter københavnere over 18 år, som opfylder de officielle kriterier for, at man har et synshandicap. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelse.
Forsøgsordningen er en udvidelse af den eksisterende aftale med Movia Flextrafik om kørsel for bevægelseshæmmede borgere. Borgercenter Handicap administrerer ordningen og har fået udarbejdet en særlig ansøgningsblanket, der er tilgængelig for borgere med synshandicap.
Der gives mulighed for bevilling til 100 borgere i år og et endnu ukendt antal i 2018. De 100 borgere udvælges efter ”først til mølle princippet”.
Socialborgmester Jesper Christensen har taget initiativ til at etablere forsøgsordningen, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat.
”Jeg er glad for, at Socialforvaltningen nu kan tilbyde en individuel kørselsordning for borgere med omfattende synsnedsættelse. Københavnere med et synshandicap får dermed tilbudt samme betingelser, som de borgere der er så svært bevægelseshæmmede, at de ikke kan benytte offentlig transport. I løbet af de næste år vil vi gøre os vores erfaringer med, hvordan synshandicappede københavnere tager imod et sådant tilbud og følge op på, om ordningen skal gøres permanent”.
Læs mere om forsøgsordningen her.