I Hans Tavsens Park er planlagt byrumsforbedringer og skybrudssikring, men inden anlægsarbejdet påbegyndes, er arkæologer fra Københavns Museum gået i gang med at foretage udgravninger i området.
Københavns Museum og HOFOR har inviteret naboer og folk fra nærområdet til åben udgravning.
Uddrag fra invitationen:
I forbindelse med ombygningen af Hans Tavsens Park foretager Københavns Museum lige nu arkæologiske udgravninger i teltet på byggepladsen ud for Jesper Brochmands Gade. Hvis I har lyst til at høre om, hvad arkæologerne laver, og se hvad de finder, samt blive lidt klogere på fattige københavnernes liv i 1800-tallet, så er I velkomne til at komme forbi: Onsdag den 26. februar kl. 14.30- 16.00 i teltet på byggepladsen
Vi skal på forhånd advare sarte sjæle om, at man kan støde på ægte skeletter!
Foruden livet i gamle dage, kan man også høre lidt om den underjordiske pumpestation, HOFOR skal etablere samme sted i parken – når arkæologerne er færdige med udgravningerne.
Selvom vi primært har inviteret folk her fra nærområdet, kan der risikere at opstå kø ved teltet. Vi prøver selvfølgelig at få alle interesserede igennem teltet inden lukketid.
Vel mødt – til en forhåbentligt spændende oplevelse!
I kan læse mere om hele projektet på skiltene i parken samt se opdateringer og kontaktinformationer på projektets hjemmeside: www.kk.dk/hans-tavsens-park