Det samlede løft af Nørrebro stationsområde er godt på vej.

Nu kommer omdannelsen i mål med de sidste projekter, der skal slå hovedet på sømmet og forandre området omkring en af Københavns mest brugte stationer til et attraktivt, trygt og levende bymiljø. Lokale og interesserede kan høre mere om den kommende forandring og give input på et informationsmøde d. 23. oktober 2024 i Nørrebrohallen.

Københavns Kommune, DSB, Banedanmark og Områdefornyelsen Bispeengen gennemfører i de kommende år et løft af området omkring Nørrebro Station. En samlet plan skal forandre stationsområdet fra et transitområde til et attraktivt og trygt bymiljø med liv og aktivitet. I 2025 igangsætter parterne en række projekter, så forvandlingen af området kommer i mål.

Overborgmester Lars Weiss siger:

”Nørrebro Station og området omkring er slidt, rodet og opleves som en af vores mest utrygge stationer blandt københavnerne. Vi skal omdanne det til et attraktivt sted for alle. Det skal ikke være et sted, man skynder sig forbi, men et samlingspunkt, der binder byen sammen og inviterer til ophold. Vi er i gang, men det er afgørende, at vi nu kommer i mål med sidste fase af omdannelsen. Det vil vi gøre i tæt dialog med vores samarbejdspartnere og gode lokale kræfter.”

I 2015 fik Københavns Kommune udarbejdet en helhedsplan for stationsområdet, der satte gang i en omfattende forvandling. Metrostationen blev indviet i 2019, Mimers Plads i 2021, Kampsportens Hus i 2022 og Glenteparken i 2024. Nu tager parterne det sidste store sværdslag, hvor en række projekter skal fuldende det samlede løft af området med mere attraktive byrum, bedre forbindelser til området, øget tryghed og mere byliv og aktivitet.

Blandt projekterne er Folmer Bendtsens Plads og Lyngsies Plads, som skal opgraderes med input fra københavnerne, det kommunale kulturhus, Lygten Station, skal bemandes i dagtimerne i de kommende fire år, så der kommer flere kulturelle aktiviteter og mere liv i området, og Banedanmark vil udvikle arealerne under banen med nye funktioner, der også bidrager til bymiljøet med liv og tryghed.

DSB vil med midler fra Transportministeriets tryghedspulje skabe et visuelt løft og bedre adgangsforhold på stationen. Områdefornyelse Bispeengen sætter gang i midlertidige forsøg under buerne ved Folmer Bendtsens Plads for at undersøge potentialet for et lokalt mødested, og mellem Tikøbgade og Glenteparken arbejdes der på en smutvej under højbanen for gående og cyklister blot for at nævne nogle af de tiltag, som bliver søsat.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod siger:

”Nørrebro stationsområde har længe trængt til et løft. Jeg ser frem til, at vi får skabt et område med mere tryghed, flere grønne steder og som i det hele taget indbyder til mere liv. Det glæder mig, at Nørrebro stationsområde bliver åbnet op for mere byliv og ophold i buerne under højbanen. Det har længe været et ønske lokalt som lokaludvalgene har arbejdet for. Højbanen fungerer i dag som en unødig barriere mellem Nørrebro og Bispebjerg. Nu skal buerne gå fra at være en bagside i byen til attraktive forsider, der bygger bro mellem bydele.”

Underdirektør i DSB Ejendomme, Lars Gøtke, siger:

”Vi får flere til at vælge den kollektive transport til, når der findes et attraktivt miljø omkring stationerne. DSB ser derfor frem til at være med til at give Nørrebro Station og området omkring et tiltrængt løft for at skabe et mere trygt og behageligt byrum for de mange kunder, der benytter stationen til daglig”.

Områdechef i Banedanmark, Martin Gardezi Aggergaard, siger.

”Området omkring Nørrebro Station trænger ganske rigtigt til en renovering. Banedanmark har et ønske om et mere attraktivt byliv og trygt miljø ved Nørrebro Station, hvor de rejsende og nærmiljøet har lyst til at mødes og opholde sig. Derfor er vi meget glade for, at vi har lavet en aftale med statens ejendomsselskab Freja Ejendomme. Sammen med Freja ejendomme vil vi sikre, at brobuerne under banen bliver udviklet. Det betyder, at der i fremtiden kommer aktiviteter, som vil gavne området samtidig med, at Banedanmark løbende kan efterse og vedligeholde broen under banen.”

Parterne inviterer alle interesserede til informationsmøde onsdag 23. oktober 2024 kl. 19-21 i Nørrebrohallen. Her får borgere og interesserede information om de kommende projekter og mulighed for borgerinddragelse. Projektsitet noerrebrostation.kk.dk bliver lanceret, hvor man fremadrettet kan følge med i udviklingen af projekterne.

FAKTA

  • Tid og sted: Informationsmøde om udviklingen af området onsdag den 23. oktober 2024 kl. 19-21 i Nørrebrohallen. Pressen er velkommen, men tilmelding er nødvendig til ig9q@kk.dk
  • Københavns Kommune fik af COBE Arkitekter udarbejdet en helhedsplan for området i 2015 i tæt samarbejde med Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg og lokale borgere.
  • Københavns Kommune igangsatte ultimo 2023 arbejdet med at videreudvikle området i samarbejde med DSB, Banedanmark og Områdefornyelse Bispeengen.
  • Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse viser, at stationer og stoppesteder er de steder, som flest københavnere angiver som utrygge. Data fra tryghedsundersøgelsen viser, at Nørrebro Station er blandt de stationer i København, som flest angiver som utryg. De nye projekter ventes at skabe mere positivt liv i stationsområdet, hvilket kan være med til at højne trygheden.

FAKTA om de kommende projekter i Nørrebro stationsområdet

  • Forbedrede byrum og forbindelser omkring Nørrebro Station herunder håndtering af cykelparkering (Københavns Kommune). I Budget 2025 blev der afsat en bydækkende pulje på 30 mio. kr. årligt i fire år til begrønning og byrumsforbedrende initiativer. Herunder blandt andet forbedrede byrum og forbindelser omkring Nørrebro station. Projektet forventes at fokusere på håndtering af cykelparkering og begrønning.
  • Tryghedsskabende initiativer på Lyngsies Plads (Københavns Kommune). I Budget 2025 blev der afsat samlet 6,4 mio. kr. til Lyngsies Plads. Midlerne anvendes til borgerdialog, opsøgende dialog med lokale aktører, byrumsanalyse, byrumsforbedringer og bemanding af kulturhuset Lygten Station i dagtimerne i de kommende fire år. Projektet skal øge trygheden ved at skabe mere liv og aktivitet i området og gøre det til et mere attraktivt opholdssted.
  • Bedre adgangsforhold til stationen og evt. senere renovering af stationsbygningen (DSB). DSB modtog primo 2024 30 mio. kr. fra Transportministeriets tryghedspulje til visuelt løft og bedre adgangsforhold på stationen.
  • Udadvendte funktioner under buerne ved stationen (Banedanmark m. Freja Ejendomme). Banedanmark har indgået rådgivningsaftale med Freja Ejendomme, der skal finde en ejendomsudvikler, som skal stå for udlejningen af lejemålene under højbanen ved Nørrebro Station.
  • ”En smutvej under banen” – åbning under højbanen ved Tikøbgade (Områdefornyelsen Bispeengen). Ved Tikøbgade og Glentevej arbejder Områdefornyelsen for en åbning under højbanen for gående og cyklister. En passage vil give et nyt byliv på de ellers lukkede veje og skabe flow til Lundtoftegade og Nordre Fasanvej samt en direkte forbindelse til Glenteparken.
  • Midlertidige aktiviteter under buerne (Områdefornyelsen Bispeengen). Områdefornyelsen har afsat midler til midlertidig indretning og aktivering af Banedanmarks arealer under højbanen. I tæt dialog med kvarterets beboere og aktører udarbejdes en partnerskabsaftale med lokale kulturaktører, der vil tage værtskabet i 2025 og sætte gang i afprøvningen af stationsområdet som kommende mødested i kvarteret.

Læs pressemeddelelsen på Via Ritzau